Jonas Heide Smiths notesblog

Fra maj 2013 vil Politiken “tage betaling for webnyheder”. Bemærk dog formuleringen, for den interessante nyhed ville jo være at netbrugere fra maj 2013 gerne “ville betale”.

Politiken har – i lighed med flere andre dagblade – udnævnt 2013 til året hvor vinden vender, hvor universets balance genoprettes og hvor retfærdigheden endelig sker fyldest. For nu skal netbrugerne til lommerne, hvis de vil læse onlinenyheder.

Det er spændende. Det er derimod ikke helt så revolutionerende som Politiken gerne vil udlægge det og initiativet er desuden ledsaget af en håndfuld temmelig verdensfjerne udmeldinger.

Revolutionen kommer?

Politikens betalingsmodel hedder 44 kr. om måneden for ubegrænset adgang, mens gratister får adgang til 25 onlineartikler per device. I forhold til de ca. 400 kr. papiravisen koster om måneden (uden særlige rabatter) er det en ret beskeden pris, der – når den holdes op imod lavere annonceindtægter og forringet synlighed på sociale medier mv. – næppe vil være den store guldkalv. Prisniveauet hos Netflix, Spotify m.fl. taget i betragtning er det dog formentlig klogt ikke at lægge sig højere.

Eksperimentet er intereressant. Men selve ideen om at tage sig betalt for onlinenyheder er jo ikke ligefrem ny, hvilket nok bør foranledige til en vis skepsis. Flere danske dagblade har igennem årene forsøgt sig med modeller i samme boldgade. Måske vil den nye “porøse” tilgang virke bedre, men princippet rimer mere på “vi prøver igen” end på revolution i mine ører.

Besynderlige præmisser

Når Politikens læserredaktør Flemming Ytzen den 24/2 svinger sig op til at kalde tiltaget “historisk” og undres over at både Politiken og “de konkurrerende netmedier i så mange år [har] accepteret dette gratisprincip” lyder det lidt mere som en revolution i avisens (og måske dagbladenes) interne verdensbillede end som noget, der vil give ekko i evigheden udenfor murene.

Men Ytzen formulerer også en anden, højst diskutabel, præmis. Nemlig den gamle schlager om at dagbladene begik en historisk dumhed, da de i sin tid gjorde deres nyheder frit tilgængelige på nettet. Denne ide (som Ytzen dog primært refererer uden at tage direkte stilling til) lever i bedste velgående, men har altid været tvivlsom.

Ikke fordi betalingsvilligheden i de tidlige webdage var lille (hvilket den var) men fordi alternativet er vanskeligt at forestille sig.

For alternativet ville jo være, at nyhedsmedierne i 90erne havde sat sig til bordet og indgået en kartellignende aftale om at ingen måtte publicere gratis nyheder. Det kunne de selvfølgelig ikke. For det første ville det formentlig være ulovligt. Og for det andet ville enhver jo have incitament til at undergrave aftalen. Annonceindtægterne følger brugerne, og hvis alle lukkede deres indhold inde, ville den eller de medier der ikke gjorde det jo have en enorm volumen-fordel i form af alle gratisterne.

Situationen er ikke så anderledes i dag. Man kan forestille sig at tjene penge på at placere sit indhold bag en betalingsmur (om man så kan lide ordet eller ej) men man kan også forestille sig at tjene penge på at alle de andre gør det – hvorved man så måske kan overtage noget af deres trafik.

I det hele taget er idéen om dette “oprindelige fejltrin” ret tvivlsom.

Den ledsages i praksis typisk af en anden, meget udbredt, holdning. Journalistisk indhold skal koste penge at konsumere, fordi det koster penge at producere. “Journalistik koster, uanset om det er på print eller i den digitale verden, og vi synes, det er fair, at man betaler for en vare, som man bruger meget.” siger Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. Og det er at man jo ikke i tvivl om, at de synes.

Men der er tale om en holdning. Man kan mene at dyrt produceret indhold skal koste at konsumere, men ideen om at sammenhængen er oplagt er blot og bar marxistisk værditeori: Princippet om at en vares værdi bestemmes af den indsats varen repræsenterer. Hvis man med “værdi” forstår “pris” så er det bare ikke sådan markedet fungerer i praksis, og ideen kommer mest til at fremstå som en let forurettet besværgelse.

Virkeligheden har jo ligesom heller ikke helt fået beskeden. Det er rigtigt, at mange nyhedsmedier arbejder med nye betalingsmodeller, men der er utroligt meget kvalitetsjournalistik frit og åbent tilgængeligt på nettet hele tiden. Uanset hvad det ene eller det andet danske dagblad finder på.

Hvordan skal det gå?

Jeg har egentlig stor sympati for Poltikens og andres initiativer. Jeg mener, at de på mange måder rammer et fornuftigt kompromis, og jeg føler mig i stigende grad taknemmelig for eksistensen af nyhedsmedier, som ikke bare klik-maksimerer sig frem. Vis mig bare én “De 10 bedste råd til x”-webartikel mere, og jeg skal vise dig hvad jeg fik til morgenmad.

Men jeg håber, at 44 kr.-initiativet er en del af en større strategipakke, for i sig selv vil det næppe få stor betydning.

Den gamle garde

Verden er af lave. PlayStation 3 og Xbox 360 gråner i toppen, men har ved sund kost og aktiv livsstil holdt sig i god form i hele 6-7 år. Det er voldsomt længe og afløserne rumler i kulissen. Men klynger producenterne sig til fortiden, eller er der reel efterspørgsmål efter dyre, hi-tech-bokse, der kan alt?

PlayStation 3, Xbox 360 of Wii fløj relativt tjept over disken i midten af nullerne. Se bare her:

Konsolsalg per antal måneder siden lancering. Lånt fra Gamasutra.

Men allerede i disse maskiners barndom var der kætteriske røster, som hævdede at vi levede i spillekonsollens absolutte solnedgangsår. At der måske ikke engang ville være en næste generation. Det bliver der dog. Ja, Nintendo – som jo lidt kører sit eget liv og strategi – har allerede næstenpensioneret den gamle Wii. Dog har afløseren ikke, indtil videre, været nogen sønderlemmende økonomisk succes.

Men hvordan vil det gå den nye generation? Vil det lykkes at få mast de nye konsoller ind i allerede tætpakkede dagligstuer? Forudsigelser af denne slags er selvfølgelig god gammel spåkonevirksomhed, da mange variable er helt ukendte (specifikke features, prispunkter, eksklusive launch-titler…). Men det kan alligevel være interessant at forsøge, for så er det nemmere at blive overrasket og dermed klogere på hvilke præmisser der bør lade livet. Så: Hvordan tror du det vil gå? Kommentarfeltet er dit.

(Og så vender vi tilbage til dette indlæg, når virkeligheden har afgjort hvem der fik ret :-))

Småt, gnidret, dårligt overblik på lille skærm.

I 2013 falder hammeren. Hvis ikke dit website opfører sig ordentligt når det møder små touchskærme, så vil brugeren begynde at krumme tæer.

Hidtil har det været en fornøjelse – men ikke en forventning – hvis dit website tilpassede sig små skærme og lod sig betjene nemt via touch. Men vi er nu nået til et punkt hvor tilpas mange har set lyset (f.eks. under overskriften “responsive webdesign”) – så i løbet af det kommende år begynder det at påvirke dit brand, hvis du ikke følger med.

Især skal man tænke over tre ting…

Automatisk tilpasning

Det er rigtigt at smartphone-brugere kan zoome, men det er og bliver en nødløsning, da man ikke kan overskue indhold og navigation samtidig.

I stedet bør websitet præsentere indhold og navigation på brugerens præmisser og tilpasse sig “enhver” skærmstørrelse på en intelligent facon. Hvordan det teknisk håndteres er selvsagt valgfrit, men en egentlig “responsive” tilgang har mange fordele for de fleste. Aviserne har, med deres mobilsites, fat i noget rigtigt (Politiken, Berlingske). Folketinget, Statsministeriet, Frederiksberg Kommune og utallige andre har en… hmm… spændende udfordring forude.

Vanskeligt at overskue, umuligt at læse uden zoom

Touch stiller særlige krav

“Slide” er ved at etablere sig som en navigationskonvention. Touch-brugere vil i stigende grad forvente at kunne slide sig igennem slidere (sjovt nok) fremfor at fumle rundt efter små muse-egnede pile. Det er en ny og meget imødekommende mulighed.

Til gengæld må man i stigende grad opgive klynger af meget små elementer, for ikke bare er touch-skærmene (typisk) mindre end deres desktop-fætre – fingerspidsen er også mindre præcis end en fancy skrivebordsmus. I det lille format skal ting være ekstra store.

Endelig er informationslag baseret på “hover” altid en dårlig ide (i deres klassiske format) når brugeren faktisk ikke kan udføre netop den handling.

Tung interaktion kræver særlig omsorg

Når nogle brugere i stigende grad benytter mobildevices som egentlige pc-erstatninger, så skal det også være muligt at anvende formularer og lignende i forbindelse med e-handel af enhver art. Det trækker en tyk streg over det som egentlig altid har været en udfordring: Find kreative alternativer til endeløse formularer. Hent data fra telefonbøger, sociale medier, GPS-enheder, ja hvor end du kan få fingre i dem. Brug dropdowns frem for fritekst. Bare dæmp smerten alt hvad du kan.

Og så skal det faktisk virke…

Og så lige en ting mere. Alle funktioner bliver simpelthen nødt til at virke på gængse platforme. Man er ikke altid herre over samarbejdspartneres tekniske valg, men Java og Flash holder selvfølgelig ikke når iPhones og iPads ikke gider lege med. Er man tvunget til at udsætte sine brugere for disse teknologier, må man checke brugerens device og imformere klart, hvis vedkommende ikke kan være med. Alt andet er særskilt uhøfligt.

God fornøjelse med 2013 og jeg glæder mig til at besøge dit website på min telefon.

Da amerikanske Barbara Ehrenreich fik konstateret brystkræft mødte man hende med et omfattende krav om positiv tænkning. Det skulle man aldrig have gjort. En anmeldelse af Ehrenreichs bog “Smile or Die: How Positive Thinking Fooled America and the World” fra 2010.

Fra bogens forside

Bill Clinton udtalte i 2000 at “never before has our nation enjoyed, at once, so much prosperity and social progress with so little internal crisis and so few external threats”.

Altså “2000″, som i lige før 9/11, før krig i Irak og finanskrise. Fem år senere hyldede nationalbankdirektør Alan Greenspan den amerikanske økonomis imponerende tilstand og tilskrev det markedskræfternes frie spil. Åbenlyst uheldigt når man tænker på hvad der fulgte, men ikke – mener den amerikanske journalist Barbara Ehrenreich – tilfældigt. For positiv tænkning har bredt sig som en virus i en uhellig alliance mellem nyreligiøse tosser, new-age-inspirerede coaches, intellektuelle svæklinge og et amerikansk erhvervsliv, der beredvilligt har smidt sund fornuft i en dyb, mørk kløft.

Lyder det voldsomt? I sin jagt på ondets rod går Ehrenreich idehistorisk til værks. I sin moderne form opstod tænk-positivt-bevægelsen som en religiøs modreaktion på calvinismens glædesfornægtelse. Man observerede hvordan skyld, skam og arvesynd nok ikke lige var vejen til livsfylde (ofte var det faktisk vejen til depression og død) og lancerede et alternativ (den såkaldte “New Thought”). Det blev gennem årtierne samlet op af diverse selvhjælpsforfattere, der med større eller mindre (ofte mindre) intellektuel stringens fik begrundet idealet om positiv tænkning i diverse forestillinger om tankens kraft. Og netop tankens kraft er ikke noget at kimse af. “Visualisér dine ønsker og de skal blive opfyldt”, er essensen af ideologien. Fjern dig fra det negative (såmænd også hvis det er dine familiemedlemmer) og fokusér på det positive, kun dermed vil du opnå lykken.

For Ehrenreich er dette decideret magisk tænkning, en manifestation af “the law of attraction”, du ved den der med at ikke-tænkende ting søger deres egen lighed. Altså den med at du ikke må forære nogen en tegnebog uden penge i.

Det er relativt nemt at rubricere i afdelingen for shamanistisk drømmetænkning, men i de seneste årtier har de godtfolk som Ehrenreich beskriver som horder af nyreligiøse charlataner fået et kvalitetsstempel. Det er sket i form af såkaldt positiv psykologi, tanken om at psykologien (også) skal fokusere på det gode (eller: endnu bedre) liv. Retningen har vist sig uhyre populær på visse amerikanske universiteter og har givet positivitets-ideologerne ny (pseudo)videnskabelig vind i sejlene. I mellemtiden ved Ehrenreich ikke om hun skal græde eller grine.

Ehrenreichs nådesløse – og ofte meget sprogligt veloplagte – spidning af charlataner og slangeoliesælgere er underholdende og vel også lærerig. Hun beskriver i pinefulde detaljer sine oplevelser ved diverse coach-konferencer hvor indlæggelsesmodne tosser fylder sig selv og hinanden med teoretisk tomhed. Og hun angriber punktvis den typisk ret tynde forskning som nogen bruger til at fremhæve tvangspositivitetens velsignelser. Nej, rare tanker kan ikke kurere kræft, og nej – uanset om du synes glasset er næsten fuldt så gør det ikke at du lever længere (så vidt den hidtidige forskning har kunnet påvise).

Bogen kunne dog med fordel have boret dybere i forskningen, også selvom vi så måtte have undværet anekdoter om Ehrenreichs møde med det ufortyndede vanvid.

Bogen er underholdende og til tider direkte morsom. Den idehistoriske undersøgelse er desuden temmelig interessant og ret overbevisende. Det er dog en skam – og ikke ligefrem fremmende for troværdigheden af Ehrenreichs stormangreb – at hun ikke bruger mere tid på forskningens faldgruber og egentlige konklusioner. Det havde skabt et mere slagkraftigt argument (mod påtvungen positivitet, ikke mod positivitet som sådan, naturligvis).

Desuden havde en lille smule mindre entydig fordømmelse af de nedrakkede tendenser nok også fjernet den duft af korstog, der præger udvalgte passager. Men Ehrenreich er sur, og meget kan tyde på at hun har al mulig grund til at være det.

Og der blev lys. Kindle Paperwhite, Amazons seneste e-ink-maskine, har touch-skærm og indbyggede lamper. Det lyder som en lavteknologisk fattigmands-tablet og det er det også – på den allerbedste måde.

Indbygget lys lyder en smule undervældende, hvis man er vant til farvestrålende retina-skærme. Men blandt dedikerede e-readere baseret på e-ink er det en lille, festlig revolution.

Hidtil har jeg læst på en Kindle 3, en model uden touch-screen og med fysisk keyboard. Bladring via knapper på siden har aldrig generet mig, men denne ældre maskine har helt åbenlyst manglet en lyskilde. Og så har præsentationen af mit digitale bibliotek været aktivt kedsommelig, da samlingen blot fremstod som en uopfindsom liste af tekst.

Kindle Paperwhite, som jeg nu har brugt i en uges tid, lapper disse huller. Det indbyggede lys kastes ind over skærmen fra siderne og har to positive effekter og én bivirkning.

På den positive front kan man jo (selvsagt) rent faktisk bruge maskinen i dårlig belysning og så fremstår skærmen mere hvid og papiragtig end tidligere.

På minussiden medfører teknikken ikke en helt jævn belysning på tværs af siden. Der opstår sorte skygger som går lidt ud over den rene papirhvide æstetik. Det har dog ingen funktionel betydning.

Bogsamlingen præsenteres nu grafisk (om end monokromt) og det er en klar fordel, at denne del nu i det mindste fremstår tåleligt.

Touch-brugerfladen fungerer i det store hele udmærket. E-blækket kan ikke altid rendere helt hurtigt nok, men det gør ikke noget videre, da man sagtens kan taste videre selvom skærmbilledet er lidt forsinket. Markering af tekst er en væsentligt hurtigere proces med touch end med det fysiske keyboard, hvor man ofte skulle scrolle en del rundt.

Selve bladringen sker ved tryk (eller swipe, eller hvad du nu føler for) på en bestemt del af skærmen. For mig at se er det hverken værre eller bedre end de gamle knapper på siden.

Interaktionsdesignet virker til gengæld en smule ubeslutsomt. Det virker som om Amazon-designerne ikke er er helt enige om hvordan man bedst navigerer i lister via touch. Men mon ikke det bliver ensrettet med tiden?

Alt i alt er vi ude i en serie beskedne forbedringer. Hvis du opgraderer fra tidligere version bør det være for lysets skyld. Hvis du overvejer Paperwhite som din første e-læser, så er den hermed varmt anbefalet.