Jonas Heide Smiths notesblog

Du siger brugergeneret indhold og kollaborativ filtrering. Men inderst inde ved du det godt: Den digitale udviklings væsentligste frembringelse er radio på din iPod.

Jeg elsker podcast. Jeg har elsket podcast siden jeg, i 2005, havde en lang daglig bustur gennem Sydney, hvor jeg klyngede mig til min lille iPod Shuffle.

Særligt interaktivt eller teknisk revolutionerende er det ikke. Ja, det er faktisk oftest ren shovel-ware, hvor eksisterende indhold blot klemmes ud gennem endnu en kanal. Men det løser et indlysende problem: Der produceres strålende radio, og du har aldrig tid til at lytte koncentreret lørdag kl. 13. Og samtidig passer det som fod i hose til en brugskontekst som de fleste af os lever med: Transport. Her duer hverken læsning eller video – på din cykel er radio the shit.

Interessant nok er det langt hen ad vejen de samme programmer, jeg hører i dag som for fem år siden. Og her kommer en kort intro til et par af de langtidsholdbare.

• Mennesker og Medier (DR, P1). Lasse Jensen er utrættelig i sin løbende analyse af det danske medielandskab. Han er bedst, når han giver sig lov til at tale selv og mindst interessant, når han fortaber sig i journalistik-specifikke diskussioner som kun the gentlemen of the press vist kan interessere sig for.
• Kommunikationscast (selvstændig produktion). Når man tænker på, at de hverken har budget eller forretningsplan, så er Katrine Thielke og Mikkel Westerkams ugentlige Kommunikationscast et lille mirakel. Selv hvis man ikke tager denne kontekst i betragtning er det pretty damn imponerende. Thilke og Westerkam dækker kommunikationsbranchen og omkringliggende herreder med både viden og humor. Og de gør det uge efter uge.
• Mark Kermode and Simon Mayo’s Movie Reviews (BBC, 5 Live). Jeg mindes, at den let elitære filmanmelder Kermode og hans mere prosaiske sidekick Mayo var endnu morsommere for nogle år siden, men de er stadig voldsomt underholdende. Kermodes holdninger er skarpslebne og leveres med overskud og energi. Når man har lyttet til de to herrer (og det kræver en indsats at hoppe med på deres mange indforståede temaer) virker mange P1-programmer pludselig som energiforladt plejehjemsradio.
• Harddisken (DR, P1). På den ene side opfylder Harddisken et specifikt behov (danske teknologinyheder i radioen) ganske godt og tager sit tema fuldt ud seriøst. På den anden side har programmet periodevis været plaget af lange ufokuserede indslag som har syntes dikteret af formatet (programmet skal vare en time) snarere end indholdets relevans. Og så har der meget længe været kludder i filerne på iTunes, hvilket i kombination med iPhonen’s dårlige podcastunderstøttelse er ret belastende. Programmet jeg i princippet elsker – og som ofte er godt -  men som af og til irriterer mig i praksis.
• Skeptoid (selvstændig produktion, skeptoid.com). Brian Dunnings ugentlige angreb på pseudovidenskab, overtro og vandrehistorier. Her bliver man klogere, underholdt og til tider skræmt af hvor bizarre nogle menneskers verdensbilleder er.

Hvad hører du?

Der spreder sig en konsensus: At virale markedsføringstiltag ofte er ubehjælpsomme og dermed tager opmærksomheden fra deres vellykkede artsfæller. Det første er nok rigtigt. Det andet er derimod rent sludder.

Svendborg Bibliotek har produceret et par billige, og noget gumpetunge, reklamefilm. De udgiver sig (delvist) for at være optaget med overvågningskamera, men det er tydeligt, at de er tænkt som markedsføring. De ligner altså et forsøg på at aktivere den forjættede virale effekt.

Det er ikke elegant. På den anden side: Det er der masser af små institutioners billige reklamer, som ikke er. Kriminelt er det ikke.

Dog er der folk som finder at denne type kommunikation, på en eller anden måde, ødelægger det for andre. Frederik Preisler, direktør i Mensch (Politiken 4/3-2010):

“Vi ser desværre mange reklamer som de her for tiden. De er billige at producere, og de er hurtige at sende videre. Problemet er, at de ødelægger den virale markedsføring som kanal. De ødelægger det – så at sige – for dem, der godt kan finde ud af det. Det svarer lidt til, at man ikke kan sende husstandsreklamer ud, fordi postkassen er fyldt med tilbudsaviser”

Det er en exceptionelt dårlig analogi. Producerer man en video, som jeg kun udsættes for, hvis nogen i mit netværk finder den særligt god, så vil jeg typisk aldrig blive udsat for den, hvis den faktisk er dårlig. Modsat f.eks. dårlige tv- eller biografreklamer. Viral markedsføring (det vil sige “forsøgsvist viral markedsføring”) skal altså NETOP igennem en kvalitetskontrol, før de når mig og ødelægger ikke noget som helst. De dårlige fylder IKKE op i min postkasse, for dertil når de aldrig.

Den eneste grund til at jeg faktisk af og til kommer til at bruge tid på dem, er at professionelle kommunikatører vælger at udtrykke deres forargelse i det offentlige rum.

Hvem er det lige, der larmer?

Playful Persuasion:  The Rhetorical Potential of Advergames, en artikel om computerspil i markedsføringssammenhæng som jeg har skrevet sammen med Sine Nørholm Just, er nu udgivet i tidsskriftet Nordicom Review. Den kan hentes som PDF.

I artiklen præsenterer vi en analytisk model for advergames og applicerer den på udvalgte eksemplarer fra Toms Chokolade, Dansk Retursystem, og Danske Bank.

Artiklens abstract lyder:

The use of video games for advertising purposes is persuasive communication which directly involves the recipient in the construction of an argument. This form is becoming increasingly common, and the present article explores the phenomenon of game-based advertising. We begin by discussing the increased reliance on participatory and digital rhetoric. We then proceed to examine game-based persuasion in light of rhetorical theory, and we propose an analytical model for such games which is applied to three sample games. The analytical model takes into account the degree to which the game makes a self-contained argument, the degree to which the product or service is integrated into the game, and whether the game goal and learning goal overlap. Finally, we discuss perspectives for the integration of communication studies and game studies.

Det Danske Filminstitut, hvor jeg har fornøjelsen af at tilbringe mange af døgnets bedste timer, har fået nyt website. Forbedringerne er markante, både foran og bagved scenen.

Den nuværende version af dfi.dk har nu været tilgængelig i en lille måned og er udviklet i samarbejde med 1508 og Netmester. Den afløste et website, som var struktureret noget anderledes og i sin grundlæggende form havde 8-9 år på bagen. Her er en kort intro til de mest markante ændringer.

Fra bredde til dybde

Dfi.dk er ramme om et ganske stort antal services – herunder Cinemateket, branchehåndbogen DFI-bogen, og en håndfuld filmdatabaser – en række nyhedstjenester, en stor mængde statistisk filminformation, undervisningsmaterialer og information om de støtteordninger som DFI administrerer. I alt tæt på 70.000 sider.

Det gamle website var struktureret i bredden, og forsiden indeholdt en menu med 17 hovedindgange. Disse 17 er reduceret til 8 på det nye site – et antal, som er mere kompatibelt med almindelige brugeres evne til at overskue valgmuligheder.

Nu med billeder

Set i forhold til DFIs arbejdsområder og de massive billed- og videoressourcer instituttet råder over, var det gamle site temmelig visuelt asketisk. Det nye site bryder med den meget tekstbaserede formidling ved at introducere en række grafiske standardelementer og i det hele taget bygge de grundlæggende skabeloner op med billede(r) som vigtigt element. Desuden er flere sektionsforsider udstyret med en video-player, som kan vise filmtrailere eller små reklamefilm for Filmhusets tilbud.

Sammenhæng

Da sitet rummer  store mængder baggrundsviden og samtidig en stor mængde nyheder, er der lagt stor vægt på at binde indhold sammen. Relationer mellem indhold oprettes både via grafiske kampagnefelter på sektionsforsiderne og igennem “Se også”-elementer, der indeholder både redaktionelt udvalgt og automatisk genereret indhold.

Sitets sociale sider

Redesignet har unægteligt lagt vægt på større fleksibilitet og brugervenlighed i DFIs formidling. Front end-mæssigt peger tre elementer dog frem imod en større åbning mod den digitale omverden:

• Alle indholdssider kan nemt deles på sociale netværk via addthis.com
• Indholdssider kan tilføjes kommentarer, hvis redaktøren har aktiveret funktionen (eksempel)
• Alt aggregeret indhold, herunder søgeresultater, genererer et RSS-feed, et iCal-feed eller begge dele (eksempel)

Desuden er CMSet gearet til at publicere eksterne feeds på en nem og fleksibel måde.

Fremtiden

Mange af tankerne bag redesignet har vist deres værd. Med så stor en ombygning er der dog selvfølgelig også elementer som skal justeres og under selve udviklingen er der dukket nye gode ideer op. Så sitets udvikling vil fortsætte støt. Blandt andet baseret på brugernes feedback og forslag.

Kommentarfeltet nedenfor står åbent :-)

En enlig mor forsøgte at nå sit barns ukendte far ved hjælp af webvideo. Eller – det gjorde hun så ikke alligevel, for det hele var løgn og reklamelatin. Og så væltede en verden af afsky nedover afsenderen. Men hvad var de egentlig så sure over?

Sagens akter kan forventes offentligheden bekendt. Siden turistorganisationen VisitDenmark med reklamebureauet Grey i ryggen udgav videoen om Karen, enlig mor efter et multinationalt one-night-stand, har både gamle og nye medier kogt over med reaktioner på den få minutter lange fupvideo. For Karen og hendes uforsigtigt frembragte hyggebaby findes ikke, men var opfundet til lejligheden i et viralt brandingstunt.

Og de omtalte reaktioner har været blandede. De har nemlig dækket hele spektret fra total afsky over chokeret afstandtagen og til afstumpet vrede. Kort sagt: Hverken Karen (som viste sig at hedde Ditte), VisitDenmark eller Grey står til at vinde nogen popularitetskonkurrence lige for tiden. Ja, det er vel stort set kun lille August som (endnu!) er sluppet nogenlunde fri af røffellavinen.

Således har vi kunnet se Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen skælde ud, kønsforsker Karen Sjørup udtale sig om initiativets smagløshed, reklamedirektør Kirsten Dinesen affærdige kampagnen som helt igennem uetisk og høre en masse andre højrøstede mennesker mene mange slemme ting om videoen. Ikke mindst i den danske blogosfære (i bred forstand) hvor RSS-feedsene næsten kogte over af modvilje – det vender vi tilbage til.

Søndag forsvarede VisitDenmark endnu tiltaget i smukke vendinger, men allerede mandag blev presset så massivt at den høje cigarføring på meget kort tid blev erstattet med ydmyg tavshed.

Inden tavsheden sænkede sig, nåede vi dog at få afsenderens officielle læsning af videoen: Karen repræsenterer en ærlig moderne kvinde, der tager konsekvensen af sine handlinger med både overskud og integritet. En bestemt oppositionel læsning har dog nydt langt større udbredelse: Videoen bekræfter en forestilling om Danmark som fyldt af promiskuøse bimbos, for hvem “hygge” er lig med ubeskyttet samleje med tilfældige tilrejsende.

Hvis jeg må vove at tage ordet midt i al denne modvilje, tillader jeg mig at påpege at begge læsninger faktisk giver fuld mening. Medmindre ens seksualmoral er etableret omtrent samtidig med den danske samarbejdsregering er det fuldt muligt at mene at selv unge kvinder kan tillade sig et frisindet sexliv, hvis de vil tage konsekvensen.

Men kan man tillade sig at lyve om den slags i en reklame??? Jamen, hvorfor i alverden dog ikke? Selvfølgelig er man på gyngende grund hvis folk engagerer sig følelsesmæssigt, og selvfølgelig parkerer man potentielt på øretævernes holdeplads hvis man er med til at undergrave troværdigheden i et offentligt kommunikationsforum. Og afsenderne kan med rette anklages for en række fejl (som Trine-Maria Kristensen udmærket har redegjort for). Men come on, der er ingen der har lovet at YouTube-videoer har været igennem videnskabelig peer-review, før de når din skærm.

Kampagnens metoder er så langt fra lydefri eller indiskutabelt rimelige, men de står også så langt fra mål med den ekstreme fjendtlighed, der blev VisitDenmark til del. Så hvad er det der sker?

Uden nødvendigvis at hylde det ubeskyttede one-night-stand eller ubetinget skønmale enlig-forælder-tilværelsen, mener jeg vi har set en kombination af tre ting:

1) En seksualmoral af betydeligt puritansk tilsnit. Letlevende, seksuelt frisindet adfærd hører ingen steder hjemme, og vi skal bestemt ikke bilde udlændinge ind at vi er sådan nogle.

2) En vis sandhedsfanatisme. Her skal ikke leges med  genrerne eller udfordres nogen som helst kommunikative grænser, thank you very much.

3) Hvad jeg efterhånden fristes til at kalde den danske blogosfæres gerontofobi. Man kan simpelthen næsten ikke holde ud når institutioner fra Den Gamle Orden bevæger sig ind i de sociale medier (som jeg før har antydet). Næsten uanset hvad de foretager sig, bliver de mødt med en massiv negativ bias. I har haft jeres tid, dinosaurer, hold jeres klamme old-media-fingre fra Den Nye Verden!

Og således er jeg, atter engang, langt mindre forarget end resten af blogosfæren. Jojo, Karen-filmen inviterer til uheldige tolkninger og man er tæt på at underminere den virale leg ved at gøre video for troværdig. Men er spillerummet ikke pludselig blevet noget snævert?

—

God tidslinie hos Overskrifts Underskrift og fornuftige tanker hos Katrine Thielke.