Spil og vold anno 2012

Efter 20 år har debatten om voldelige computerspil nået et højt intellektuelt niveau. Just kidding.

I marts 2012 udsendte den københavnske spiludvikler IO Interactive en “teaser trailer” til deres kommende spil Hitman: Absolution. I traileren udsletter den skaldede lejemorder en gruppe tungt armerede, latex-beklædte kvinder som, før de bekender deres sande morderiske kulør, er forklædt som katolske nonner.

IO Interactive henviste til semiironisk voldsfilmsæstetik og bedyrede at de ikke bevidst jokkede på hverken religiøse eller feministiske tæer. Men ikke desto mindre vakte latexnonnerne en vis harme og anslog en debat i danske avisspalter, som var ganske interessant. Ikke fordi den var begavet (guderne skal vide, at det var den ikke) men fordi den sagde noget væsentligt om computerspil i 2012. Lad os tage den kronologisk…

Lejemorderen og blodbadet

Hitman-traileren tiltrak sig anklager om at bidrage til intet mindre end en “voldtægtskultur”. Den formåede desuden at lande pladask midt i to højaktuelle, betændte diskussioner: Diskussionen om den mandsdominerede spilverden og diskussionen om hvorvidt dele af spilbranchen har droppet alle kreative ambitioner til fordel for et, stort rendyrket voldsorgie.

Forbud mod vold?

Herhjemme fik traileren læge og debattør Vibeke Manniche, der før har udtalt sig kritisk om voldelige spil, til (i BT, den 9/6) at mene at “et generelt forbud” mod voldelige spil var “den rigtige vej”. Grunden til at et decideret forbud er løsningen var, ifølge Manniche, at “Der er intet positivt at sige om voldelige computerspil – udover at udviklerne og producenterne griner hele vejen ned til banken” og “der er bare rigtig mange dovne, travle og decideret dumme forældre, hvor en opfordring simpelthen ikke er nok”.

Indlægget udløste en massiv reaktion i kommentarsporet, hvor Manniches modstandere angreb hendes faglighed, hendes logiske evner og ret til overhovedet at udtale sig. Fandt man denne salvo for voldsom skulle man ikke besøge Manniches blog, hvor hun udfoldede sit synspunkt i en række indlæg (“Dit barn bliver rigtig dygtig til at slå ihjel!“, “Forskning som viser, at voldelige PC/video-spil øger risikoen for voldelig adfærd“, “Når debat erstattes af perfide, personlige angreb“, “Voldelige PC/videospil – interessekonflikter?“).

Selvom Manniche gentagne gange pointerede at decideret perfide kommentarer ikke ville blive bragt på bloggen, kogte kommentarfelterne nærmest over af, ofte alvorligt grammatisk udfordret, harme. Manniches antydninger af at denne aggressivitet netop underbyggede hendes pointe, hjalp ikke på stemningen (“…jeg er blevet bestormet af uhyggelig aggressive ´gamere´ – som de så yndigt kalder sig selv. Havde den videnskabelige litteratur ikke for længst overbevist mig, er jeg da blevet meget sikker i min sag.”). En mere afbalanceret reaktion kom i øvrigt fra spilskribent Julie Horup.

Efter mange opfordringer til at underbygge sine påstande, fremhævede Manniche en håndfuld undersøgelser. Særligt støttede hun sig til en metaanalyse af Craig Anderson et.al. bragt i tidsskriftet Psychological Bulletin under titlen “Violent video game effects on aggression, empathy, and prosocial behavior in eastern and western countries: a meta-analytic review“. Den vender vi lige tilbage til.

De gamle forstår det ikke

I mellemtiden meldte modstandere sig på banen. I Berlingske skrev forskningsassistent Rune Kristian Lundedal Nielsen en kronik hvor han forfægtede det synspunkt at:

“Den ældre generations forældede syn på spil er, at de bare er sjove, platte og tomhjernede former for tidsfordriv, hvilket medfører fejlagtige antagelser om, at spil er leg for børn. I virkeligheden er spil langt mere interessante, udfordrende, krævende, spændende og sociale, end de er sjove.”

Lundedal Nielsen var overbevist om at modviljen mod spil måtte skyldes en ældre generations næsten instinktive afstandtagen til det nye og var sikker på at også selve forskningen ville få “en anden tone” i fremtiden “når der ikke længere er nogen i live, der kan huske de gode gamle dage før computerspillet og internettet.”

Han blev sekunderet af Jyllands-Postens klummeskribent Mie Harder, som beklagede eksistensen af en usaglig “bekymringslobby” (teksten er ikke online).

Forskningen viser jo entydigt…

Disse angreb fik neurolog og professor på Rigshospitalet, Albert Gjedde, til at tage bladet fra munden og beklage Lundal Nielsen og Harders tone samt direkte modsige påstanden om at spil ikke skaber afhængighed:

“der er mennesker, som på grund af særlig disposition er i fare for at blive afhængige af computerspil, og som på grund af afhængigheden og dens årsager kan miste evnen til at skelne mellem rigtig vold og virtuel vold, når de spiller de voldeligste spil”

Ligesom Manniche, henviste Gjedde til ovennævnte metaanalyse af Anderson et.al. I dette studie forsøger forskerne at sammenligne en lang række undersøgelser om sammenhængen mellem voldelige spil og ændringer i adfærd hos spillerne. Artiklens forfattere når selv frem til at der nu er klar indikation på at voldelige spil medfører øget aggression.

Undersøgelsen er dog langt fra uproblematisk, hvilket både Manniche og Gjedde undlader at nævne. Først og fremmest indebærer udvalget og behandlingen af de forskelligartede undersøgelser en række valg som kan diskuteres. Men Andersons analyser er også før i tiden blevet angrebet for at favorisere undersøgelser, der passer i deres kram. Særligt kritisk overfor Anderson er amerikanske Christopher J. Ferguson, der i en kritik af hele tilgangen til medieeffekter specifikt skriver om metaanalysen:

“This most recent Anderson et al meta-analysis also contains significant flaws: including numerous studies with measures which are un-standardized or have poor validity, focusing on bivariate correlations rather than better controlled estimates of video game effects, failing to include some published work from authors critical of the causal hypothesis and including an unreliable evaluation of ‘best practice’ studies that conflates measurement error with ‘best practics’ due to the failure to consider the impact of unstandardized assessment measures.”

Ferguson noterer sig at mange af disse fejlkilder hæver sandsynligheden for at finde en effekt og understreger at den effekt som Anderson et.al. finder trods dette forhold er temmelig lille.

Her skal jeg ikke at tage stilling til Fergusons kritik, men både Manniches og Gjeddes formuleringer synes i påfaldende grad møntet på helt at ignorere den betydelige, metodiske kritik som medieeffektundersøgelser har tiltrukket sig igennem årtier.

Så status er…

Den, godt nok relativt afgrænsede, debat om spilvold som dukkede op i første halvdel af 2012 vidner om flere ting. For det første er den bemærkelsesværdigt upåvirket af tid og erfaring. Den kunne, næsten ordret, have udspillet sig for 20 år siden. For det andet er det en debat, der stilfærdigt ties ihjel af vores politikere. Spil, også hvis de påstås at skade, flyver umådeligt langt under den politiske radar. Emnet har simpelthen stort set ingen interesse.

Og det tegner et billede af en kontrast. Dele af spilbranchen har nu i mange årtier bedyret at mediet er mainstream, idet man med betydelig iver fremhæver enhver statistik (uanset hvor utroværdig) der viser at piger spiller meget og at gennemsnitsalderen blandt spillere er høj. Samtidig er det en udbredt holdning i dele af spilverdenen at computerspillet er blevet modnet som udtryksform i takt med at langt flere har eksperimenteret kunstnerisk med formen.

Men computerspil er ikke mainstream. I hvert fald ikke på tilnærmelsesvist samme måde som film og litteratur, altså som en udtryksform, der også nyder kulturel (herunder kulturpolitisk) bevågenhed. Rigtig mange mennesker (samt de politikere de stemmer på) er decideret ligeglade med spil. Ikke fjendtligt stillede, men netop ligeglade.

Og det er lidt interessant her i 2012, det år hvor computerspillet (i al stilhed) fylder 50 år.

5 thoughts on “Spil og vold anno 2012”

  1. Koden til at forstå Vibeke Manniche er, at i hendes øjne har computerspillet ingen kulturel værdi overhovedet. Derved giver det i hendes hoved mening at forbyde spil, fordi de ikke har nogen værdi. Dermed er der ikke noget tabt ved at forbyde dem, og fjerne dette risikomoment.

    At hun sammenligner computerspil med rygning understreger kun, at i hendes øjne er computerspil uden kulturel værdi. Det er en digital smøg, der i bedste fald ikke gør nogen skade, i værste fald dræber.

    Det er også en af grundene til, at hun og hendes kritikere på hendes blog taler forbi hinanden. Fordi de ikke er klar over, at de slet ikke har afklaret den grundlæggende præmis – har computerspil en kulturel værdi eller ej?

    Manglen på mainstream-anerkendelse skyldes vel også, at dette spørgsmål netop aldrig er blevet entydigt besvaret med et ja.

    1. Enig. Men selvom man skulle blive enige om at computerspil, i bred forstand, har en kulturel værdi så vil man stadig kunne stille spørgsmålstegn ved om meget voldelige spil har nogen værdi. Før man evt. accepterer at de har lov at eksistere kræver det en vis generel tolerance ift. menneskers valg – også dem man ikke selv billiger.

  2. Hej Jonas, tak for det gode indlæg, jeg vil dog gerne have din explicitte holdning, om muligt: ER voldelige computerspil farlige for børn? BØR forældre respektere aldersgrænserne som er anført på spillene?

    Dette synes nærmest umuligt. Børn ned til syv år spiller Call of Duty, GTA og Assasins Creed i fritidshjemmet, derhjemme og på netcafeer. Forældre som ikke ved noget om spil (og de er mange) aner ikke hvor mange ‘krige’ ders børn udkæmper i timevis foran skærmen.

    Bortset fra det, så er det jo åbenlyst at børns facinationer og interesser er et spejl for kulturens generelle tilstand, som ER voldelig og apokalyptisk, worldwide.

    Lars

    1. Hej Lars,

      Tak for kommentaren. Som du måske gætter, har jeg ikke én eksplicit holdning.
      Spørgsmålet kan lidt sammenlignes med spørgsmålet “Er løbehjul farlige for børn?”. Ja, især nogle børn under nogle omstændigheder. Men vi vil ikke kalde løbehjul farlige, fordi vi er med på at de rummer en risiko ligesom så meget andet.

      Men computerspil kan selvfølgelig rumme indhold af dramatisk/voldelig/seksuel karakter som mindre børn ikke er følelsesmæssigt eller intellektuelt i stand til at håndtere fornuftigt. Deres adfærd ændres ikke automatisk på lang sigt, men de kan få mareridt og reagere udad – og det er voksnes opgave at undgå den slags så vidt muligt.

      I den forbindelse er aldersgrænserne udmærkede pejlemærker. Jeg synes bestemt, at de så vidt muligt skal respekteres – ikke mindst af pædagoger mv.

      Som du nævner, så er det dog ikke sikkert at det batter ret meget pga. den nemme tilgængelighed. Så der er ikke – i min verden – nogen god vej udenom dyder som samtale, forældreansvar og indsigt i mediet.

      Mvh,
      Jonas

  3. Når nu ikke Jonas gør reklame for det så kan jeg som medforfatter gøre det. Allerede for over 5 år siden lavede vi en balanceret gennemgang for Medierådet af forskningen. Den har vi opdateret løbende og senest i 2. Udgave af ‘Understanding Video Games: The Essential Introduction’ som såvel Gjedden some Machdikken kunne læse. En amerikanske domstol har sågar udtalt at hans meta-studier er stærkt tendentiøse.

    Der er ikke noget nemt svar men skal vi til at forbyde spil fordi de er potentielt afhængighedsskabende og/eller voldelige så bliver listen lang med andre ting som skal på. Derudover tror jeg iøvrigt det vil være ligeså effektivt som forbuddet mod hash og piratkopiering – hvis ikke mindre.

    Jeg er dog ligesom Jonas af den holdning, at man som udgangspunkt skal respektere aldersmærkning med mindre man laver en konkret vurdering ved at spille med sit barn.

    Derudover synes jeg at det er beskæmmende at man i hele diskussionen af børnemedier (tv, bøger, film, internet, spil) i den grad glemmer at børn i dag bruger rigtig meget tid på spil. Der har man så fra politisk side valgt at bruge ca. 1.00.000 DKK pr. år i støtte til børnespil (pt. hvor vi er i god gænge, tidligere har det være lavere). Det står så i modsætning til 400 mio. til aviser o.l., 6 mia. i DR licens (som måske bruger 1/2 mio. årligt til børnespil som er inkluderet i den samlede 1 mio. ramme ovenfor ) og let op mod 1 mia. i filmstøtte når hele cirkusforetagende gøres op. Kunne man måske forestille sig at man bruge bare lidt flere midler på at skabe nogle stærke danske alternativer. Men som Jonas skriver, Politikere er i virkeligheden ligeglade.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *