Gode ideer 3: Organiseringens død

IMG_3918

Du har tusindvis af digitale billeder i din samling. Hvilket aspekt af disse billeder er bedst egnet som organiseringskriterium? Dato? Indhold? Filstørrelse? Ophavsmand? Ingen af dem. Og alle sammen. Præ-organiseringens tid er forbi.

En ikke ubetydelig andel af menneskehedens intellektuelle udladning i de seneste årtusinder har fokuseret på spørgsmålet om organisering. Hvad vil det sige at organisere? Og hvilken organisering af virkeligheden er bedst og mest “rigtig”? Ideen om mere eller mindre “korrekt” organisering knytter sig typisk til en forestilling om en grundliggende orden. En orden som kan kan være knyttet til en religiøs forestilling om en “skaberplan” eller til en Platon-style ideernes ideelle verden.

En vigtig grund til at vi historisk set har brugt så megen kvalitetstid på emnet er den simple, at organisering har været et uomgængeligt vilkår. I den fysiske verden kan en given genstand kun eksistere et sted af gangen, og derfor må den placeres hensigtsmæssigt for at kunne findes.

Hvis din boghandler har et eksemplar af Ian Kershaws Hitler-biografi, så er det temmelig væsentligt at dette eksemplar er placeret efter en vis logik. F.eks. under biografier. Denne logik er dog langt fra entydigt bedst. Måske researcher du Tysklands historie i det 20. århundrede, krigshistorie, lederskab eller fascisme og misser et væsentligt kapitel i Hitler-bogen, fordi du ikke leder under biografier.

Jo større mængder enheder – tænk Det Kongelige Bibliotek fremfor din lokale boghandler – jo mere udpræget bliver problemet (måske er det derfor jeg aldrig kan finde noget som helst af jeg leder efter i Fona på Strøget).

Kloge bibliotekarer har selvfølgelig fundet en måde at afhjælpe problemet på: Kartotekskortet. Kartotekstkortet (og dets digitale pendanter) er en måde at omgå den entydige placerings tyrani. Kortet refererer til en bog og man kan nu have så mange organiseringsprincipper som man har kortsamlinger (f.eks. “alle bøger opdelt efter forfatterens efternavn” OG “alle bøger alfabetisk efter titel” OG “alle bøger efter genre og derefter efter forfatters efternavn” osv.).

Organiseringstyper

David Weinberger – forfatter, teknofilosof og underviser på Harvard Law School – taler i sin bog Everything is Miscellaneous: The Power of the New Digital Disorder om tre typer organisering:

Everything Is Miscellaneous-David WeinbergerFørsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.

Andenordens-organisering bygger derimod på et ekstra referencelag a la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.

Men det virkelig interessante er selvfølgelig tredjeordens-organisering. I en digital verden, hvor man f.eks. formidler digitale billeder fremfor analoge bøger, bortfalder det vilkår at en genstand kun kan optræde et (eller få steder). Et billede på billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge. Det kan indgå i en oversigt over billeder med tagget “København” og samtidig indgå i en oversigt over alle billeder taget med et Nikon D90-kamera og en oversigt over alle billeder taget mellem kl. 23 og kl. 24. Og så videre.

Meta-data tilføjer betydning

Man kan også udtrykke det på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret på nogen bestemt måde. Det er udstyret med et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse.

Som Weinberger påpeger, så begrænses det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende af dette billedes meta-data (altså information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).

Og, tilføjer Weinberger, meta-data bør forstås som alt det, der henviser til billedet. Altså ikke bare det som billedets ophavsmand har orket at tilføje en sen nattetime, men enhver omtale, henvisning, anvendelse osv. af billedet. Med andre ord: Hver gang nogen knytter en forbindelse mellem to elementer skabes en ny organiseringsmulighed, ny betydning og nyt potentiale føjes til elementet.

Elementært. Eller er det?

Det vidste vi selvfølgelig på en måde godt alt sammen. Og så på den anden side. Weinberger udtrykker et meget centralt aspekt ved digitale meder på en meget tankevækkende (og ret underholdende) måde. Vi var godt klar over at ting kan organiseres fleksibelt på et website. Men læs Weinbergers bog, og gængse tilgange til informationsarkitektur på websites virker pludselig som udtjente dogmer fra en fjern middelalder. Man får lyst til at opgive hele sin nøje gennemtænkte struktur og bare give brugerne et stort fedt søgefelt. Ville det være klogt? Det ville i hvert fald være interessant.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *