I debatten om computerspil og vold er det besnærende nemt at anklage modstanderen for at være motiveret af andet end den ædle jagt på sandhed. Don’t do it.

Tre svenske forskere udgav for et par ugen siden en forskningsartikel. Heri beskrev de en undersøgelse af samarbejde blandt spillere af Lord of the [...]]]>

I debatten om computerspil og vold er det besnærende nemt at anklage modstanderen for at være motiveret af andet end den ædle jagt på sandhed. Don’t do it.

Tre svenske forskere udgav for et par ugen siden en forskningsartikel. Heri beskrev de en undersøgelse af samarbejde blandt spillere af Lord of the Rings Online. Det affødte en række nyhedsartikler (f.eks. “Voldelige computerspil frikendes af forskere” og “Study Suggests Violent Gaming Leads To Cooperation, Not Aggression“).

Lad mig sige det på en pæn måde: De pågældende journalister har næppe læst forskningsartiklen, der opsummerer:

“Many of the cultivated proficiencies gained through playing the Lord of the Rings Online seem locally tied to the particular game and its specific bosses. Whether these proficiencies will carry over to the world beyond the screen lies outside the scope of our investigation. However, we remain doubtful.”

Deprimerende, men lad os snakke om noget andet. Her til aften deltog jeg i programmet AK24 på Radio 24/7 til en snak om forskningen i sammenhængen mellem computerspil og vold (hør programmet, spol til 29:09).

Her blev jeg blandt andet konfronteret med læge Vibeke Manniches konklusion: Selvfølgelig er voldelige spil skadelige. Og hendes vidunderlige forsøg på at miskreditere dem, der måtte tage spillene i forsvar: De er – skriver Manniche – typisk mænd og – antyder hun – de har økonomiske motiver for at forsvare spilbranchen.

Jeg har diskuteret sagen med Manniche på DR2s Deadline en gang. Efter vores debat forklarede hun mig, at min argumentation formentlig skyldtes mit testosteronniveau. Det med kønnet optager hende tydeligvis en del.

Værten på AK24 spurgte mig om den ofte sjuskede forskning på voldsområdet kan skyldes moralsk panik og manglende forståelse for de unges mediepræferencer og livsstil. Og nu kommer jeg så til min pointe.

Det er besnærende nemt at svare ja til dette spørgsmål. Det er en herligt afmonterende (og historisk nemt underbyggelig) kritik af effektforskningen. Men selvom denne retoriske strategi – for mig at se – er langt mere legitim end Manniches (og mange andres) de-er-i-lommen-på-spilbranchen-argument, så er dens formål helt grundlæggende det samme: At fjerne fokus fra selve videnskaben og pege det på afsenderen.

Mit bedste råd er: Don’t do it. Forskeren bag en given undersøgelse kan for så vidt være skingrende vanvittig. Hvis han/hun overholder kravene til videnskabelig metode (og præsentation af resultater) så er det fuldstændigt underordnet. Og hvis han/hun IKKE gør det, jamen så er det jo bare der man sætter kritikken ind.

Begge “parter” bør slukke for konspirationsteorierne og i stedet bruge tiden på faktisk at læse de pågældende undersøgelser. Det er mere tidskrævende og måske mindre sjovt. Men det er også langt mere interessant og væsentligt mindre… well… barnligt.

Lignende indlæg:

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Sagt i al videnskabelighed (05/01/2009)

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf [...]]]> For små to år siden sammenlignede jeg omsætningstal for udvalgte medietyper i Danmark. Opdaterede tal viser, at det stadigvæk går glimrende. Dog især for bøger.

Når mediesalgstal sammenlignes går det ofte stærkt, og specifikke dagsordener twister ofte tallene til ubrugelighed.

Ovenstående graf er baseret på de bedste tal jeg kan finde. Det skal bemærkes, at disse tal er af temmelig svingende kvalitet. I takt med at alle brancher udsættes for digitale distributionsalternativer fra horder af mere eller mindre uorganiserede udbydere, så bliver de centrale registreringsøvelser også gradvist mindre valide. Den helt reelle omsætning – især i forbindelse med udenlandske produktioner – må derfor formodes at være noget større end angivet ovenfor for bøger, film og musik og væsentligt større for computerspil. Hvis du kender til tal, der forsøgsvist inkluderer flere indtægtskilder så hører jeg meget gerne om det.

Et par kommentarer til de enkelte datakilder:

• Film: Tallene for filmomsætning i biograf og på DVD-markedet stammer fra Det Danske Filminstituts årlige udgivelse “Facts and Figures“. Tallene er meget præcise, men dækker ikke digital distribution. DVD-salg er ikke opgjort for 2010. Desuden er beløbet for billetsalg ikke opgivet for 2010 – jeg har blot brugt beløbet for 2009 og anvendt antal solgte billetter (som er opgivet i begge år) som forholdstal. DVD-salgstal for 2010 og 2011 stammer fra denne artikel fra Det Danske Filminstitut.
• Bøger: Tallene for 2009 og 2010 kan ikke helt sammenlignes med tidligere års tal, da der er foretaget justeringer i datagrundlaget (havde man bibeholdt den oprindelige opgørelsesmetode, ville 2009 og 2010 ligge lavere). Lyd- og e-bøger udgjorde ca. 2 % af omsætningen i 2010. Se Bogbarometret.
• Musik: Tallet udgøres af omsætningen hos IFPIs medlemmer (IFPI vurderer selv at medlemmerne står for 95 % af det samlede danske marked). I 2010 udgjorde digitalt salg 139 af de 467 millioner kr. Se Musikselskaber 2010.
• Computerspil: Tallene offentliggøres (og opgøres muligvis) kun helt sporadisk af MUF (se diverse pressemeddelelser) og forudsætningerne er noget uklare.

Opdatering 22-1-2012: DVD-tal for 2010 og 2011 tilføjet.

Lignende indlæg:

Computerspil sælger mere end film – hvis man da snyder på vægten (01/05/2010)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Filminstituttet søger spilredaktør (05/01/2009)

Engelsk website lader brugere finde film på tværs af platforme (29/01/2009)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Den 10. januar søgte journalist Line Friis Frederiksen og to medbragte eksperter at undersøge negative konsekvenser af at spille voldelige computerspil. Men det er som bekendt svært.

I DR2s programserie “Eksperimentet” reproduceres tankevækkende socialpsykologiske eller neurologiske forsøg i tv-egnet lommeformat. Det er principielt set al ære værd. Men den 10. januar satte programmet [...]]]>

Den 10. januar søgte journalist Line Friis Frederiksen og to medbragte eksperter at undersøge negative konsekvenser af at spille voldelige computerspil. Men det er som bekendt svært.

I DR2s programserie “Eksperimentet” reproduceres tankevækkende socialpsykologiske eller neurologiske forsøg i tv-egnet lommeformat. Det er principielt set al ære værd. Men den 10. januar satte programmet sig for at undersøge konsekvensen af at mange danske drenge omkring 15-årsalderen holder meget af voldelige computerspil. Og det er noget der skrives lange afhandlinger om – netop fordi tv-programmer er for korte.

Blot lige en enkelt ting: Programmet konluderede lidt entydigt – ift. forsøgenes begrænsede metodiske styrke – at de observerede effekter (nedsat sensitivitet overfor voldelige tv-billeder, nedsat evne til at håndtere eksterne stimuli samt nedsat empati/hjælpsomhed) skyldtes computerspillets (i dette tilfælde Counter-Strikes) voldelige indhold. Men det er der næppe belæg for.

Snarere demonstrerede forsøgene at en kompetitiv dopamin-udløsende aktivitet har ovennævnte effekter. Altså at actioncomputerspil (vold eller ej) – PÅ KORT SIGT – resultater i adfærdsændring. Men det er meget nærliggende at forestille sig at samme resultat ville kunne afstedkommes med en omgang Super Mario Bros, Guitar Hero eller fodbold på den gammeldaws grønsvær.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at de drenge, der blev sat til at læse ungsdomsromanen (modsat den gruppe der skulle spillet førnævnte antikverede shooter) jo *også* må antages at spille voldelige computerspil til daglig. Så nogen permanent effekt har man i hvert fald ikke vist.

Samlet set: Udstrakt eksponering for voldelige computerspil kan *tænkes* at have uheldige sideeffekter, men Eksperimentet bragte ikke dokumentation herfor.

På den anden side er bekymringen legitim nok og bør ikke affærdiges med reference til forskernes alder eller beskydes med trættende automatmodsvar om gamle mediers kamp mod nye, kulturelle prügelknaber og andet godt fra det kulturvidenskabelige overskudslager.

/ se programmet

Lignende indlæg:

Computerspil, vold og konspirationsteorier (10/04/2012)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Min artikel om forholdet mellem computerspil og fantasygenren er netop blevet udgivet i tidsskriftet Kritik. Den findes desværre ikke online, men skriv til mig hvis du gerne vil læse.

Den manende indledning lyder:

Forholdet mellem computerspil og fantasygenren er næsten unaturligt tæt. Siden mediets fremkomst har elvere og orker boltret sig lystigt [...]]]>

Min artikel om forholdet mellem computerspil og fantasygenren er netop blevet udgivet i tidsskriftet Kritik. Den findes desværre ikke online, men skriv til mig hvis du gerne vil læse.

Den manende indledning lyder:

Forholdet mellem computerspil og fantasygenren er næsten unaturligt tæt. Siden mediets fremkomst har elvere og orker boltret sig lystigt i digitale verdener med en gennemslagskraft, som disse væsner sjældent er forundt i andre medier. Hvori bunder dette slægtskab?

Lidt senere forlyder det:

På baggrund af et historisk rids fremhæver jeg de strukturelle ligheder mellem fantasylitteratur og computerspil og argumenterer for, at den klassiske fantasygenre rummer utallige elementer, der gør den endog særdeles velegnet som grundlag for computerspil.

Lignende indlæg:

Computerspil, vold og konspirationsteorier (10/04/2012)

En forbløffende god bog om computerspil (07/10/2011)

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Kan du lide Wordfeud? Så passer du sikkert i et af de fire Wordfeud-segmenter.

Det påstår jeg i hvert fald i min artikel ovre på Kforum – kommentarer høres meget gerne.

Lignende indlæg: Kom godt hjem, 2011 (31/12/2011)

De virtuelle verdener er fremtidens internet!!! (04/07/2010)

Kan du lide Wordfeud? Så passer du sikkert i et af de fire Wordfeud-segmenter.

Det påstår jeg i hvert fald i min artikel ovre på Kforum – kommentarer høres meget gerne.

Lignende indlæg:

Kom godt hjem, 2011 (31/12/2011)

De virtuelle verdener er fremtidens internet!!! (04/07/2010)

Rudersdal.dk: Megadebatsiden (01/04/2009)

Bedst sælgende medieprodukt: Bøger (19/01/2012)

Kbh.dk: Kommunens sociale ansigt (01/04/2009)

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure [...]]]> Anmeldelse af Tristan Donovans “Replay”. Bragt på Version2, 7.10.2011.

Der står for meget om spilbranchen, og formatet er for tørt. Alligevel er ‘Replay – Computerspillenes historie’ den mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om netop dette emne.

Når antihelten Nathan Drake om få uger nødlander i den arabiske ørken i det med begejstring imødesete action-adventure ‘Uncharted 3’, træder hans læderstøvler på skuldrene af 50 års digitale forgængere. Det tog nemlig tankevækkende kort tid før den moderne teknologis gravalvorlige spydspids, computeren, blev inddraget til et noget uventet formål: leg. Computerspillets fødsel henlægges gerne til 1962, hvor en gruppe MIT-ansatte med tid til overs, adgang til en af datidens mere smidige maskiner og science fiction-blod i årerne frembragte Spacewar. Simpelt, episk og velafbalanceret var nøgleord for rumkrigen, der tog datidens spilverden med storm.

Ja, altså – ikke at ret mange opdagede det, for datidens spilverden bestod af enkelte udvalgte i besiddelse af det helt store teknologiske kørekort. Men enkelte så dollartegn i kølvandet på rumtorpedoerne, og snart kunne en måbende verden muntre sig med arkadespil som Pong og Gunfight. Senere fik vi klassikere som Asteroids, Pac-Man og Space Invaders, og kort efter begyndte spillekonsoller og hjemmecomputere at invadere stuerne.

I 2011 har vi så indie-spil som det strålende danske ‘Limbo’, kreative spil i tusindvis i Apples App Store og et internet fyldt med genreudfordrende minispil. Og så altså massive blockbustere som ‘Uncharted 3’. Men hvordan gik det egentlig til? Hvem gjorde hvad med hvem og hvorfor? Og kunne det hele været gået ganske anderledes? Det har den engelske spiljournalist Tristan Donovan sat sig for at undersøge i ‘Replay: The History of Video Games’ som nu foreligger i dansk oversættelse.

Ligetil og ærefrygtindgydende

Donovans projekt er på en gang ligetil og ærefrygtindgydende. Ligetil fordi en kronologisk fremadskridende beretning om computerspillets udvikling er oplagt nyttig (og interessant i en tid, hvor fortidens gamere retter nostalgiske blikke bagud). Og fordi udbuddet af sådanne beretninger er bemærkelsesværdigt mangelfuldt.

Nok har en del udgivelser hyldet spillenes grafiske udvikling, og nok har en del journalister leveret essayistiske tilbageblik på en svunden tid. Men når talen går på sammenhængende beskrivelser nævnes Steven L. Kents ‘The First Quarter’ tit som milepæl, og så er standarden mildest talt undervældende. Donovans projekt ærefrygtindgydende, fordi kildematerialet er så tilpas fragmentarisk og researchopgaven derfor så omfattende.

På den baggrund er ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’ en forbløffende god bog. Eller det vil sige: Den er på den ene side en umådelig stor bedrift og et overflødighedshorn af viden om spilbranchens veje og vildveje igennem fire-fem årtier – mens den på den anden side langtfra lever op til sit erklærede formål og leveres i et nærmest selvundergravende beskedent format.

Om formålet skriver Donovan selv, at computerspillenes historie ‘som regel fortælles ud fra hardware, ikke software: en fortælling om generation efter generation af spillekonsoller og deres producenters kamp om markedsandele.’ Og han fortsætter: ‘Jeg ville skrive historien om computerspil som kunstform snarere end som forretningsobjekt.’ Branchens skæve eksistenser

Donovan er opmærksom på spildesign og på, hvordan designkonventioner fødes og inspirerer senere værker. Men skal man være en smule grov, kan man indvende, at han faktisk netop bruger påfaldende mange ord på branche og personer – at vi som læsere faktisk ikke hører meget om ‘computerspil som kunstform’. Dertil er Donovans fokus i for høj grad rettet mod de ofte skæve eksistenser, som har befolket branchen. Ambitionen forløses altså faktisk ikke helt.

Dernæst fortjener formatet en kommentar. For ‘Replay’ er (selvom den danske udgave er umiskendeligt mere eksklusiv end den uinspirerede engelske) lidt af en usleben diamant. En 461 sider lang tekst (608 med appendiks osv.) om computerspil udelukkende illustreret med enkelte, pudsige portrætbilleder fra arkiverne – og altså renset for screenshots! – er og bliver en højst mærkværdig konstruktion. En bog om et visuelt medies historie uden billeder? Det var næppe sket for andre udtryksformer.

Så ‘Replay’ er faktisk ikke det, den gerne vil være, og den er meget asketisk (for ikke at sige kedelig) i sit format. Det er derfor så meget desto mere opsigtsvækkende, at Tristan Donovan alligevel har forfattet den absolut mest fortrinlige og anbefalelsesværdige bog om computerspillets historie som undertegnede har været i nærheden af. Med sin fine sans for de historiske sammenhænge og sit utal af historiske detaljer er ‘Replay’ en milepæl. Og hvis du begynder nu, kan du lige nå at læse den, før du får travlt med ‘Uncharted 3’.

Tristan Donovan: ‘Replay – Computerspillenes historie 1945-2010’, oversat af Jack Daniel Groth-Pinnerup fra ‘Replay: The History of Video Games’. 608 sider, Forlaget Herreværelset, 2011. ISBN 978-87-9266-015-2

Lignende indlæg:

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt (06/01/2009)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Sitecore – en anmeldelse (17/08/2010)

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Lignende indlæg: Talk on user-generated content in virtual worlds (27/11/2008)

Slides fra mit oplæg ved DADIU-kick-off, Askov Høskole, 31/8-2011.

Lignende indlæg:

Talk on user-generated content in virtual worlds (27/11/2008)

Our video game text book gets an extra life (09/11/2010)

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt (06/01/2009)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Game seminar Friday next week (04/11/2004)

The sales data was always semi-abstract to me, but our publisher [...]]]>
In the year of our Lord 2008, Simon Egenfeldt Nielsen, Susana Tosca and I published our introduction to video games and video game studies Understanding Video Games (unabashedly subtitled “The Essential Introduction”).

The sales data was always semi-abstract to me, but our publisher just informed us that they are “very happy with its success”. It’s been taken up by quite a few game courses and would we do a revised 2nd edition? Lest our work become the less-than essential introduction, we’ve agreed :-) ETA: 2012.

Now, if you’ve read or actually used our book, we’d be very interested in hearing from you. What works, what doesn’t? What are the most important sections to update? What specific recent developments (or titles) should we cover?
Write me at jonas@autofire.dk or use the comment field or your telepathic powers. Thanks!

Lignende indlæg:

Book contract (27/04/2005)

Grundbog om computerspil klarer sig hæderligt (06/01/2009)

Understanding Video Games now in stores (07/03/2008)

Future of book secured (14/02/2005)

The distant sound of drums pounding away on some hilltop (18/10/2004)

Kvalitet i computerspil har intet at gøre med narrativ dybde og karaktertegningens nuancer. Computerspil tematiserer derimod valg, handling og konsekvens.

Vil du gerne fremstå som en indskrænket tosse? Så skal du bare påstå at en bestemt type menneskelig frembringelse ikke kan være kunst. Noget har jeg da forstået [...]]]>

Kvalitet i computerspil har intet at gøre med narrativ dybde og karaktertegningens nuancer. Computerspil tematiserer derimod valg, handling og konsekvens.

Vil du gerne fremstå som en indskrænket tosse? Så skal du bare påstå at en bestemt type menneskelig frembringelse ikke kan være kunst. Noget har jeg da forstået i mit 35-årige liv: Kunstdefinitioner er i bedste fald arbitrære og i værste fald mediechauvinistiske.

Spørgsmålet “Er computerspil kunst?” er (ligesom “Er film kunst?” eller “Er oliemalerier kunst?”) derfor også meningsløst som andet end provokation eller som brændstof til småberusede nattediskusioner.

Men når dette er sagt: Jeg synes, at nogle mennesker (ingen nævnt, ingen glemt) lader til at have vanskeligt ved at forstå A) hvilke kvaliteter computerspillet har som medie og B) Hvad der adskiller gode computerspil fra dårlige.

Forvirringen tager typisk udspring i at computerspil – som et åbenlyst visuelt medie med tydelige kausale handlingssammenhænge – refleksivt vurderes med litteraturens og filmens alen. Man leder efter latente eller manifeste temaer, og dem man finder er ret overfladiske (krig, skattejagt eller sammensætning af farvede klodser). Man lodder fortællingens dybde og støder hurtigt på grund i udpræget overfladiske narrative strukturer. Og man vurderer karakterernes nuancerigdom og motivation og finder at de nærmer sig niveauet i Totte Bager.

Men en sådan undersøgelse stadfæster kun én konklusion: De fleste computerspil er virkeligt dårlige bøger. Hvilket er interessant på samme måde som det er interessant at Jeanne D’arcs Lidelse og Død er et virkelig dårligt computerspil, at delfiner er dårlige strudse og at biler er dårlige sovedyr.

Iscenesættelser af valg

Sammenligningen er frugtesløs for computerspil er iscenesættelser af valg (computerspil er “valgets kunstart”, hvis du ikke kan undvære k-ordet).

Et computerspil handler om at træffe valg – på forskellige grader af viden og under forskellige typer af pres – og forstå konsekvensen af disse valg. Sagt på en anden måde handler computerspil om handling og konsekvens. Ikke sådan ment, at spilleren opfatter spiloplevelsen som en parallel til virkelighedens dilemmaer eller at spildesigneren bevidst tematiserer den menneskelige tilstand. Nej, spil er – uanset hvad nogen opfatter – bare en parallel til virkelighedens dilemmaer. Til den meget centrale del af menneskets liv som handler om at forstå en udfordring, forudsige konsekvensen af et valg og håndtere dets konsekvenser.

Det gode spil præsenterer spilleren for et univers – eller i hvert fald et kompleks af interagerende elementer – som gør handlinger meningsfulde indenfor systemets kunstige rammer. Et sådant univers kan godt ligne en film i nogen grad (Grand Theft Auto 4, Left4dead, Limbo) men det kan også præsenteres langt mere abstrakt (drop7, Tetris, Civilization 5).

Et spil kan have karakterer med visse nuancer, men typisk er spillets hovedperson netop spilleren og ikke fiktionens protagonist. Sidstnævnte er blot et slags interface, et lag hvorigennem spilleren interagerer med spillet. Og det er denne interaktion som kan være god eller dårlig. God er den, hvis spilleren oplever at vedkommendes valg implementeres tilfredsstillende og med interessante og udfordrende konsekvenser.

Så spil er rammer for valg, ikke maskiner til historiefortælling. Og et godt spil præsenterer meningsfulde og tilfredsstillende (begge dele i den bredeste betydning) konsekvenser af disse valg. En vurdering af spil som udtryksform kan derfor langt fra reduceres til at handle om værkernes grafik, selvom spilgrafik selvfølgelig i sig selv kan imponere og kvalitetsvurderes.
Spildesigneren er ikke forfatter eller visuel kunstner, men derimod artitekt med særligt ansvar for underholdning.

Lignende indlæg:

Eksperimentet: Vold og computerspil (10/01/2012)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Computerspil sælger mere end film – hvis man da snyder på vægten (01/05/2010)

Artikel om computerspil og fantasy (21/12/2011)

Den affødte i øvrigt en kritisk kommentar fra Thomas Vigild, som [...]]]>
Søndag den 22. august trykte Politiken min analyse med overskriften “Computerspil overtager dit liv“. Den handler om tendensen til øget brug af spilmekanikker i diverse produkter og tjenester. Analysen kan også læses nedenfor.

Den affødte i øvrigt en kritisk kommentar fra Thomas Vigild, som jeg har responderet på.

—————————————————–

Computerspil overtager dit liv

Nye typer af computerspil vil gribe ind i hverdagens små sysler – og gøre dit liv til et spil.

Spiller du ikke computerspil?

Vent bare, det kommer du til. For computerspillene slår sig ikke længere til tåls med en skærm. De vil have din bil og din by.

To prominente spiludviklere, Jesse Schell og Jane McGonigal, holdt tidligere i år hver sit meget omtalte oplæg. Schell forudsagde, hvordan en stor mængde dagligdagsobjekter snart vil blive udstyret med mikrochips.

I sig selv ingen overraskende påstand, men Schell mente, at disse chips uvægerligt ville blive anvendt til at gøre dagligdagen til en slags spil. Fødevarefabrikanter ville give point for bestemte spisemønstre, tandbørsten ville give point for eksemplarisk mundhygiejne, og forsikringsselskaber ville give point for regelmæssig brug af cykelhjelm.

Det virkede ikke, som om Schell havde besluttet sig til, om han beskrev himmel eller helvede.

McGonnicals pointe var en lidt anden. Hun startede med en tankevækkende konstatering: Spillerne af online-rollespillet ’World of Warcraft’ har nu tilsammen tilbragt 5,93 millioner år i den farverige spilverden. Millioner. År. Og hvorfor har de henlagt en så svimlende mængde tid i det virtuelle parallelunivers?

Fordi – mener McGonigal – de finder størst tilfredsstillelse i en verden, hvor deres handlinger har umiddelbare og tydelige konsekvenser. En verden, der kontant og utvetydigt belønner konstruktiv adfærd.

Med andre ord: En verden, som ikke ligner den gode gamle fysiske. Men tænk på potentialet! Hvis den virkelige verden var mere tilfredsstillende – hvis nu miljørigtig adfærd gav point og var ’designet’ som én stor eksplicit konkurrence – så kunne alle disse mandeår måske anvendes i gode (ikke-virtuelle) sagers tjeneste.

Borgmester af Tivoli
Men ærlig talt, er der ikke bare tale om en syret tvangstanke hos nogle mennesker, som har spillet for meget ’Pac-Man’ som børn? Øjensynligt ikke. I skrivende stund har næsten tre millioner mennesker tilmeldt sig den et år gamle amerikanske web-tjeneste Foursquare.

Via Foursquare og en mobiltelefon kan man ’tjekke ind’ på steder i den virkelige verden og dermed optjene point. Den person, som har tjekket oftest ind på et givent sted, udnævnes til stedets ’borgmester’, en titel, man så kan konkurrere om at besidde.

På den måde er svenske Kristian Moon blevet borgmester af Rådhuspladsen, mens fynske Carsten Pahlke er borgmester af Tivoli, og Mads Andersen er borgmester af min lokale cafe.

Foursquare er andet og mere end en konkurrence om borgmesterposten, men lægger altså et spillag ned over den helt almindelige hverdag. Den dagligdags foreteelse at besøge steder udløser pludselig point, og virkeligheden bliver dermed en lille smule sjovere – uden at man overhovedet behøver logge ind i komplicerede onlinecomputerspil.

Jesse Schell fremhæver selv et andet eksempel på en uglamourøs aktivitet, der pludselig bliver interessant, når den tilføjes spilmekanismer: miljørigtig bilkørsel. I Schells bil, en Ford af nyere dato, indeholder instrumentbrættet et digitalt træ, som vokser eller falmer som følge af førerens kørsel.

Gas op og smæk bremsen i – og træet dør ud. Træd varsomt på speederen og accelerer med omtanke – og træets blade folder sig yndefuldt ud. Ifølge brugerundersøgelser virkede det lille træspil yderst motiverende. Bilisterne anglede efter et godt resultat – til gavn for miljøet.

Men vil spilmekanismer så bevæge sig ind i vores alle sammens dagligdag? Og er de vejen til en bedre og renere verden? Med Foursquares succes og det betydelige momentum, som fænomenets fortalere har, vil vi efter al sandsynlighed se spillignende elementer brede sig i både marketing, services og brugsobjekter.

Point for at læse bøger
For visse typer varer, og over for visse målgrupper, vil det være et konkurrenceparameter, om varen er interessant eller sjov at bruge.

Og hvis producenten ikke selv ser lyset, så kan andre bygge spillaget ovenpå. Boglæsning kunne være et eksempel. Forlaget og boghandelen vil måske ikke begynde at uddele point, men sociale bognetværk som f.eks. goodreads.com (hvor mange i forvejen har gjort læsevaner til en social foreteelse) kunne sagtens give virtuelle belønninger.

Point kunne f.eks. uddeles for færdiggørelse af bøger, for mest brugbare anmeldelser eller for oprettelse af nye bøger i systemets database.

Ideen om at påvirke uhensigtsmæssig adfærd i stor skala ved hjælp af spilelementer er derimod lige så interessant, som den er problematisk. Den er interessant, fordi mål, point og konkurrence rent faktisk kan gøre en ikke-attraktiv aktivitet attraktiv.

For nogle vil det være langt sjovere at sortere affaldet korrekt, hvis denne ansvarlighed blev offentliggjort og foregik i konkurrence med naboen. Ideen er dog også problematisk, idet den vader med store træsko ind i en af pædagogikkens kongsdiskussioner: diskussionen om intern og ekstern motivation.

I en nøddeskal er problemet, at ekstern motivation (f.eks. løn, eller i dette tilfælde ’point’) i nogle tilfælde kan overtrumfe og udradere en eventuel intern motivation. Hvis du egentlig gerne vil sortere dit affald, fordi du finder det moralsk relevant, kan et pointsystem muligvis ødelægge denne grundlæggende inklination.

Hvis bare effekten er den ønskede, er det måske ikke det store problem. Men hvis pointsystemet af en eller anden grund bortfalder eller kommer i miskredit, kan den oprindelige lyst til ansvarlig omgang med affald være borteroderet.

Så planen om at redde klimaet ved simpelthen at berige kampen med point, rekordliste og konkurrenceretorik er ikke uden bastante forhindringer.

På den anden side må man lade MacGonigal, at hun har en tankevækkende pointe: ’World of Warcraft’ er sjovt og lærerigt, men seks millioner mandeår kunne nok godt bruges mere konstruktivt.

Lignende indlæg:

Spildesigner: Vi overtager dit liv (16/03/2010)

Facebook: Vi er blevet hypersociale (18/11/2007)

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke? (09/04/2005)

Er computerspil kunst? (27/10/2010)

Hvad mener kulturministeren om computerspil? (04/06/2010)