De stakkels digitale indfødte


Foto: TF28 ❘ tfaltings.de

Gør os alle en tjeneste: Nævn aldrig igen begrebet “digitale indfødte”.

For et par uger siden kunne DR formidle den overraskende nyhed at “unge” har svært ved det offentliges digitale selvbetjeningstilbud.

Hvorfor er det overraskende? Jo, selvfølgelig fordi sÃ¥dan nogle “unge” befinder sig som fisk i vandet pÃ¥ nettet, er vokset sammen med deres sociale netværk og i det hele taget gÃ¥r rundt med hjerner i perfekt digital balance.
Eller det var i hvert fald cirka sÃ¥dan den amerikanske pædagogiktænker Marc Prensky fremlagde tingene i sin 2001-artikel “Digital Natives, Digital Immigrants“.
Ikke at ideen overhovedet var ny. Teknologisociologen Sherry Turkle havde f.eks., med noget mere tyngde, luftet præcist samme tanke seks Ã¥r tidligere. I sin “Life on the Screen“, skrev Turkle blandt andet:

“Today’s children are growing up in the computer culture; all the rest of us are at best its naturalized citizens…”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har altid fundet den slags påståede mentalitetskløfter mellem generationer temmelig… nåja… anstrengende.

Generationerne lever trods alt ikke hermetisk adskilte liv. Ja, hvis du har børn kan du sagtens opleve at deres institutions- og skoleliv ligner dit eget stort set ned til den skævt laminerede kopi af “I Østen Stiger Solen Op”. Det er kun i verdensfjerne drømme (og mÃ¥ske enkelte kommuner) at forskellen reelt er synlig.

Men min allergi mod begrebet fik for alvor næring, da jeg som nyuddannet blev sat til at undervise unge studiestartere på CBS. Allerede på de indledende informationsmøder blev det ekspliciteret, at min opgave jo primært skulle være at vejlede og kvalitetssikre digitale kommunikationsopgaver. For selve det tekniske havde disse fremmelige unge mennesker naturligvis helt og aldeles styr på. De ville sagtens kunne oprette (og via FTP, uploade) hjemmesider, det var man forvisset om. Behøver jeg fortælle om disse forestillingers larmende sammenstød med en ubønhørlig virkelighed?

Nej vel? Men hvorfor trives denne tanke om de unge digitalekvilibrister stadigvæk? Altså, nu har diskussionen jo affødt en velvoksen litteratur man kan opsøge, men for mig at se handler det primært om to ting: Begrebsklumpning og brugervenlighed.

Han er god til fodbold, så han må være god til skak!

I hvert fald én ting understøtter “Digitale indfødte”-tankegangen: Mange “modne” personer synes at tro at alt digitalt pÃ¥ en eller anden mÃ¥de er det samme. Smartboards er (formoder man) ligesom Facebook, statslige selvbetjeningsløsninger er (formoder man) ligesom Skype osv. Men der er sÃ¥ godt som ingen transfer mellem YouTube og Excel. Ligesom der ikke er nogen særlig transfer mellem dine kompetencer pÃ¥ fodboldbanen og dine Skak-evner. OgsÃ¥ selvom begge dele kan defineres som spil.

NÃ¥r tanken om de “digitale indfødte” gør mig gammel og træt er det altsÃ¥ ikke fordi jeg synes, “de unge” (som ogsÃ¥ i debatten elegant klumpes sammen til en homogen masse) er dÃ¥rlige til it. De er bare – indtil de eksplicit lærer det andet – primært gode til lystbetonede aktiviteter som computerspil, Facebook og videoer pÃ¥ YouTube. Og det gør dem ikke til hverken HTML-ninjaer eller Sharepoint-genier.

Brugervenligheden er i vejen

I nogen grad kan ældre medborgeres misforståelse også skyldes selve computerens udvikling. For 20 år siden var det faktisk sådan at computerbrug medførte generelle it-kompetencer. For du kom ikke langt i starthalvfemserne før du skulle håndmodificere din autoexec.bat og jage enhedsdrivere de mest utænkelige steder.

Hey, flot config.sys du har der

Men side har man satset massivt pÃ¥ netop at eliminere dette behov for basal forstÃ¥else. Det har været selve kongstanken i digital interaktionsdesign at man skulle kræve sÃ¥ lidt teknisk viden som overhovedet muligt, at brugerfladerne skulle være “naturlige” og “intuitive”. IPad’en er denne udviklings ypperste manifestation og ja, en 2-Ã¥rig kan bruge den, men det betyder ogsÃ¥ lidt groft sagt, at dine iPad-evner ikke gør dig bedre til ret meget andet.

En barndom med it gør dig nok tryg og fandenivoldsk overfor fremmede systemer, men ikke automatisk til superbruger af interfaces som ikke kræser for brugeroplevelsen. Tror man på myten kommer man let til at gøre mange unge en bjørnetjeneste. De har ligeså meget behov for at lære at bruge Excel som os andre. Gud bedre det.

 

Læs dette og ødelæg din hjerne

Nicholas Carrs hævder i bogen “The Shallows” at vi ofrer vores visdom på informationens alter.

Den amerikanske teknologiskribent Nicholas Carr har fået det store tech-hav til at skumme med sin påstand om at nettet eroderer vores evne til at tænke dybt, opnå egentlig forståelse og fastholde opmærksomheden i længere tid ad gangen. Wired har bragt et uddrag.

Jeg har ikke læst bogen – den er jo ogsÃ¥ meget lang, og de siger den slet ikke har nogen links! :-) – men det lyder jo interessant nok. OgsÃ¥ fordi vi vel alle sammen pÃ¥ et eller andet plan mistænker at der er noget fundamentalt rigtigt i pÃ¥standen, hvordan det store fordele-og-ulemper-regnestykke end ser ud.

Til gengæld har jeg læst Jonah Lehrers noget kritiske anmeldelse i New York Times. Lehrer hæfter sig ved at Carrs bekymring næsten ordret ligner tidligere tiders sukken over sædernes forfald og ved at brug af digitale medier giver målbare forbedring af nogle kognitive funktioner.

Umiddelbart vil jeg dog mene: Det er tankevækkende og interessant at tidligere tiders kulturkritikere har brugt tilsvarende retorik om datidens nybrud, men det er ikke ligefrem et stærkt argument. Folk har i årtusinder påstået at have opfundet potenspiller (som bare ikke virkede). Det betyder ikke at Viagra er fup.

Desuden er hjernens udvikling jo et vigtigt element i diskussionen. Og umiddelbart synes præmissen at være at hjernens kapacitet er et nulsums-fænomen – altsÃ¥ at en forbedring et sted kun kan ske pÃ¥ bekostning af en forværring et andet sted. Er det egentlig overhovedet korrekt?

Digital Borgerinddragelse

typpity-typpity

Jeg er begyndt at interessere mig en del for reelle eksempler på (succesfuld og det modsatte) borgerinddragelse i den offentlige sektor via digitale medier. Alt fra deltagelse i beslutningsprocesser til åbne APIer som lader borgeren bidrage til, og forbedre, den offentlige sektors udbud.

I kommende indlæg vil jeg helt kort pege på eksempler efter princippet research-for-åben-blog. Hvis du har flere eksempler, forslag eller strøtanker, så venter kommentarfeltet på dig.

Gode ideer 3: Organiseringens død

IMG_3918

Du har tusindvis af digitale billeder i din samling. Hvilket aspekt af disse billeder er bedst egnet som organiseringskriterium? Dato? Indhold? Filstørrelse? Ophavsmand? Ingen af dem. Og alle sammen. Præ-organiseringens tid er forbi.

En ikke ubetydelig andel af menneskehedens intellektuelle udladning i de seneste Ã¥rtusinder har fokuseret pÃ¥ spørgsmÃ¥let om organisering. Hvad vil det sige at organisere? Og hvilken organisering af virkeligheden er bedst og mest “rigtig”? Ideen om mere eller mindre “korrekt” organisering knytter sig typisk til en forestilling om en grundliggende orden. En orden som kan kan være knyttet til en religiøs forestilling om en “skaberplan” eller til en Platon-style ideernes ideelle verden.

En vigtig grund til at vi historisk set har brugt så megen kvalitetstid på emnet er den simple, at organisering har været et uomgængeligt vilkår. I den fysiske verden kan en given genstand kun eksistere et sted af gangen, og derfor må den placeres hensigtsmæssigt for at kunne findes.

Hvis din boghandler har et eksemplar af Ian Kershaws Hitler-biografi, så er det temmelig væsentligt at dette eksemplar er placeret efter en vis logik. F.eks. under biografier. Denne logik er dog langt fra entydigt bedst. Måske researcher du Tysklands historie i det 20. århundrede, krigshistorie, lederskab eller fascisme og misser et væsentligt kapitel i Hitler-bogen, fordi du ikke leder under biografier.

Jo større mængder enheder – tænk Det Kongelige Bibliotek fremfor din lokale boghandler – jo mere udpræget bliver problemet (mÃ¥ske er det derfor jeg aldrig kan finde noget som helst af jeg leder efter i Fona pÃ¥ Strøget).

Kloge bibliotekarer har selvfølgelig fundet en mÃ¥de at afhjælpe problemet pÃ¥: Kartotekskortet. Kartotekstkortet (og dets digitale pendanter) er en mÃ¥de at omgÃ¥ den entydige placerings tyrani. Kortet refererer til en bog og man kan nu have sÃ¥ mange organiseringsprincipper som man har kortsamlinger (f.eks. “alle bøger opdelt efter forfatterens efternavn” OG “alle bøger alfabetisk efter titel” OG “alle bøger efter genre og derefter efter forfatters efternavn” osv.).

Organiseringstyper

David Weinberger Рforfatter, teknofilosof og underviser p̴ Harvard Law School Рtaler i sin bog Everything is Miscellaneous: The Power of the New Digital Disorder om tre typer organisering:

Everything Is Miscellaneous-David WeinbergerFørsteordens-organisering er objekter organiseret efter et givet princip; for eksempel bøger organiseret efter forfatterens efternavn.

Andenordens-organisering bygger derimod på et ekstra referencelag a la kartotekskort, som gør det muligt at tilgå materialet fra flere perspektiver.

Men det virkelig interessante er selvfølgelig tredjeordens-organisering. I en digital verden, hvor man f.eks. formidler digitale billeder fremfor analoge bøger, bortfalder det vilkÃ¥r at en genstand kun kan optræde et (eller fÃ¥ steder). Et billede pÃ¥ billeddelingstjenesten Flickr kan eksistere i et ubegrænset antal sammenhænge. Det kan indgÃ¥ i en oversigt over billeder med tagget “København” og samtidig indgÃ¥ i en oversigt over alle billeder taget med et Nikon D90-kamera og en oversigt over alle billeder taget mellem kl. 23 og kl. 24. Og sÃ¥ videre.

Meta-data tilføjer betydning

Man kan også udtrykke det på en anden måde: Et billede på Flickr er ikke organiseret på nogen bestemt måde. Det er udstyret med et potentiale for at blive organiseret på et utal af måder afhængig af brugerens interesse.

Som Weinberger påpeger, så begrænses det enkelte Flickr-billedes organiseringspotentiale udelukkende af dette billedes meta-data (altså information om billedet, som f.eks. tags, beskrivelse, titel eller kameramodel).

Og, tilføjer Weinberger, meta-data bør forstås som alt det, der henviser til billedet. Altså ikke bare det som billedets ophavsmand har orket at tilføje en sen nattetime, men enhver omtale, henvisning, anvendelse osv. af billedet. Med andre ord: Hver gang nogen knytter en forbindelse mellem to elementer skabes en ny organiseringsmulighed, ny betydning og nyt potentiale føjes til elementet.

Elementært. Eller er det?

Det vidste vi selvfølgelig på en måde godt alt sammen. Og så på den anden side. Weinberger udtrykker et meget centralt aspekt ved digitale meder på en meget tankevækkende (og ret underholdende) måde. Vi var godt klar over at ting kan organiseres fleksibelt på et website. Men læs Weinbergers bog, og gængse tilgange til informationsarkitektur på websites virker pludselig som udtjente dogmer fra en fjern middelalder. Man får lyst til at opgive hele sin nøje gennemtænkte struktur og bare give brugerne et stort fedt søgefelt. Ville det være klogt? Det ville i hvert fald være interessant.

Gode Ideer 1: Den Lange Hale

Mplanet - The New Economy: Long Tail vs 80/20 - Chris Anderson

1990erne bød, foruden uskønt metaforisk webdesign, på store (nogle gange FOR store) tanker om internettets betydning i en større filosofisk kontekst. Så brast boblen, og det var som om den tankemæssige traurighed overtog scenen for en tid.

Men ikke mere.

I de seneste år er vi blevet forkælet med en lille håndfuld rigtig gode ideer; perspektiver på digitale medier som rækker langt udover konkrete enkeltsager og sammenfatninger af teknologiens lyksagligheder. Perspektiver som binder fænomener sammen ved at påpege mere grundliggende sammenhænge og dermed gør os klogere.

En af disse ideer er princippet om Den Lange Hale. For fem år siden, i 2004, skrev Wiredredaktøren Chris Anderson en artikel med titlen The Long Tail (som senere blev til en bog med undertitlen How Endless Choice is Creating Unlimited Demand).

Det er en ret simpel ide: I forhold til en klassisk industriel kontekst, har digitale produkter nogle andre vilkår for produktion og distribution.

Når det drejer sig om fysiske produkter, så vil omkostninger ved lagring medføre at en forhandler (eller en distributør) nødvendigvis holder sig til et stærkt afgrænset sortiment. Selv den største boghandler har kun et ekstremt lille udvalg af alle bøger på markedet. Det samme gælder for skohandleren, musikbutikken osv.

Når vi derimod har at gøre med digitale produkter, f.eks. digitaliseret musik, så falder omkostningen ved lagring og distribution af en enkelt enhed til næsten ingenting. En digital musikbutik skal ikke nødvendigvis sælge særligt mange kopier af en given sang før det sagtens kan betale sig at have den i sortimentet. I følge Andersons opgørelser udgør ikke-hits faktisk ofte en meget stor del af opsætningen hos digitale købmænd. Nedenstående graf antyder denne distribution: En analog butik vil kun udbyde de mest efterspurgte varer, mens en digital butik (der handler med digitale varer) kan tjene mange bække små på at sælge et stort antal forskellige obskure værker en sjælden gang imellem.

Den lange hale
Den lange hale

Denne egenskab ved digital handel med digitale produkter fører til langt større udbud og dermed, potentielt, til en mere pluralistisk kultur. Det er, i en nøddeskal, ideen.

I sin bog beskriver Anderson desuden hvordan vi kan hÃ¥ndtere denne digitale overflod. Nemlig ved hjælp af sÃ¥kaldt kollektiv filtrering, som kort fortalt handler om at brugerne selv (ved aktiv handling, eller blot ved at agere efter egne interesser) kan sortere i virvaret. Hvis du var glad for Gill Partingtons The Axis of Evil Cookbook sÃ¥ kan du sandsynligvis ogsÃ¥ godt lide John O’Farrells An Utterly Impartial History of Britain or 2000 Years of Upper-class Idiots in Charge.

Vi kan også lade Anderson forklare det selv: