Anmeldelse: Fremtiden er papirhvid

Og der blev lys. Kindle Paperwhite, Amazons seneste e-ink-maskine, har touch-skærm og indbyggede lamper. Det lyder som en lavteknologisk fattigmands-tablet og det er det ogsÃ¥ – pÃ¥ den allerbedste mÃ¥de.

Indbygget lys lyder en smule undervældende, hvis man er vant til farvestrålende retina-skærme. Men blandt dedikerede e-readere baseret på e-ink er det en lille, festlig revolution.

Hidtil har jeg læst på en Kindle 3, en model uden touch-screen og med fysisk keyboard. Bladring via knapper på siden har aldrig generet mig, men denne ældre maskine har helt åbenlyst manglet en lyskilde. Og så har præsentationen af mit digitale bibliotek været aktivt kedsommelig, da samlingen blot fremstod som en uopfindsom liste af tekst.

Kindle Paperwhite, som jeg nu har brugt i en uges tid, lapper disse huller. Det indbyggede lys kastes ind over skærmen fra siderne og har to positive effekter og én bivirkning.

På den positive front kan man jo (selvsagt) rent faktisk bruge maskinen i dårlig belysning og så fremstår skærmen mere hvid og papiragtig end tidligere.

På minussiden medfører teknikken ikke en helt jævn belysning på tværs af siden. Der opstår sorte skygger som går lidt ud over den rene papirhvide æstetik. Det har dog ingen funktionel betydning.

Bogsamlingen præsenteres nu grafisk (om end monokromt) og det er en klar fordel, at denne del nu i det mindste fremstår tåleligt.

Touch-brugerfladen fungerer i det store hele udmærket. E-blækket kan ikke altid rendere helt hurtigt nok, men det gør ikke noget videre, da man sagtens kan taste videre selvom skærmbilledet er lidt forsinket. Markering af tekst er en væsentligt hurtigere proces med touch end med det fysiske keyboard, hvor man ofte skulle scrolle en del rundt.

Selve bladringen sker ved tryk (eller swipe, eller hvad du nu føler for) på en bestemt del af skærmen. For mig at se er det hverken værre eller bedre end de gamle knapper på siden.

Interaktionsdesignet virker til gengæld en smule ubeslutsomt. Det virker som om Amazon-designerne ikke er er helt enige om hvordan man bedst navigerer i lister via touch. Men mon ikke det bliver ensrettet med tiden?

Alt i alt er vi ude i en serie beskedne forbedringer. Hvis du opgraderer fra tidligere version bør det være for lysets skyld. Hvis du overvejer Paperwhite som din første e-læser, så er den hermed varmt anbefalet.

Mig og min e-reader

Min Kindle og jeg har nu kommet fast sammen i tre måneder. Det var kærlighed ved første ’slide to open’.

Amerikanerne elsker deres e-readere, nordmændende elsker deres e-readere – danskerne derimod er noget lunkne overfor deres e-readere. Men mit bedste bud er, at det vil ændre sig snarest.

For tre måneder siden fik jeg en Kindle 3 (den med keyboardet). Tre romaner plus det løse senere, virker det som den mest naturlige måde at læse bøger på. Så længe der er tale om skønlitteratur, altså. Skærmen er venlig ved øjnene, dimsen ligger godt i hånden, batteriet holder i evigheder og verdens største boghandel leverer det meste på 30 sekunder til en fornuftig pris. Og så fylder den så lidt i en taske at man stort set kan have den med overalt. Winwinwin.

At den syncer med Kindle-app’en på min MAC og min iPhone troede jeg var en ligegyldig gimmick, men det er faktisk praktisk, når supermarkedkøen begynder at bevæge sig med gletcherfart eller man strander i et venteværelse. Sammenlagt får jeg læst mere end før.

Faglitteratur? Not so much…

Kindle’n er altså glimrende til lineært fremadskridende tekstmasser. Navigation, notetagning op opslag derimod er muligt, og anvendeligt i en snæver vending, men jeg ville aldrig give mig i kast med egentlig faglitteratur (af typen som ikke skal læses fra a-z). Klikker man rundt, mister man orienteringen helt anderledes hurtigt end i en papirbog.

Et andet problem er ensheden. Jeg er stor tilhænger af Instapaper, som med mellemrum sender de webartikler jeg har klikket ”read later” til i herligt antigrafisk format til min Kindle. Det slÃ¥r arbejdsskærmen any day, men den monotone (i ordets bedste betydning) fremtoning gør noget ved min hukommelse. Det er ganske enkelt nemmere –for mig – at huske en artikel læst pÃ¥ print, hvor jeg kan genkalde mig typografi, layout, om noget stod pÃ¥ en lige eller ulige side osv.

Instapaperformatet er ekstremt praktisk og behageligt, men her virker e-readerens overlegenhed mere beskeden.

Jamen…?

Og hvad så med duften af tryksværte, æggende omslag, taktil fornøjelse og pyntelige bogrygge på reolen? Hvad med BOGEN? Tak for det spørgsmål, det er glimrende.

For mig vil Kindle’n helt overtage paperbackbogens funktion, men jeg tror stadig jeg vil købe lækre udgivelser og bøger hvor layout og design spiller en særlig rolle. E-readeren truer de grimme papirbøger, men vil nok i nogen udstrækning sameksistere med det mere eksklusive papirbogsmarked.

Hvad er din erfaring? Hvorfor har du ikke en e-reader?

Print er det nye vinyl

The Kindle
Som de mennesker jeg omgås på daglig basis er mere end klar over: Jeg har fået en Kindle og er glad for den. Samtidig er jeg die-hard fan af dødt træ. Så hvad skal det ende med?

PÃ¥ en journalistkonference for nylig udtalte John Bracken at “print er det nye vinyl”. Det giver god mening, for print (altsÃ¥ trykte bøger, magasiner mm.) er, ligesom vinyl…

  1. Upraktisk (ikke altid tilgængeligt)
  2. Svært at dele
  3. Synligt for andre (og dermed en identitetsmarkør)
  4. Synligt overfor en selv (og dermed noget man kan have en ikke-villet korrespondance med – man kan blive mindet om dets eksistens og indhold uden at søge det)
  5. Stærkt begrænset i sine anvendelsesmuligheder (og dermed ustressende og faciliterende for fokus)
  6. Dyrt pga. den irrationelle distributionsform

Digitale bøger er, i strore træk, alt det modsatte. Med en vigtig nuance: Ebogslæsere som Kindle adskiller sig fra mange andre digitale dimser ift. punkt 5. Din Kindle kan ikke bruges til alt muligt andet og, for nogle, er det meget positivt for oplevelsen.

Jeg hælder derfor til følgende forudsigelse: Paperbackformatet er færdigt. Med undtagelse af ekstreme situationer, så vil ebogslæseren være kronisk overlegen. Hardcover-bøger vil derimod stadig give mening, som gave- og prydobjekter og også som objekter man kan have et taktilt og nært forhold til. Og print vil i det hele taget fungere som en luksuspræget modgift til en hektisk hverdag. Det vil være et særligt selvforkælet aflukke hvor netop det at man IKKE kan foretage sig andet på samme tid bliver kardinaldyden.

Nu er problemet sÃ¥ bare, at hverken print eller “e” opfylder alle mine behov. Jeg er begyndt at tænke, at det er irriterende at jeg ikke kan læse min printbog, bare fordi den ligger derhjemme – og jeg er begyndt at savne at e-bogen stÃ¥r pÃ¥ hylden (især hvis den viser sig at være god). SÃ¥ hvornÃ¥r begynder e-bogen at følge med ved køb af printbogen til en fornuftig, beskeden merpris?…