Frydefulde timer bagude

Politiken har sparket computerspillene ud af kultursektionen og nedlagt deres spilredaktør-stilling. Det er et hårdt slag i maven for håbet om at spil snart anerkendes som væsentligt kulturprodukt.

En vintermorgen i 1998 var jeg lige ved at skvatte af cyklen. “Frydefulde timer forude” forkyndte Politikens spiseseddel fra fortovene. Anledningen var udgivelsen af (det absolut strålende) Baldur’s Gate så der var al mulig grund til begejstring*. Men jeg havde ved den søde grød aldrig set et dansk dagblad markedsføre sig på en spilanmeldelse. Ret progressivt, ret modigt.

For de af os, der gik rundt og tænkte at teknologi var spændende var Politiken i disse år faktisk on a roll. Avisen brillerede med den legendariske ‘Computer’-sektion hvor Henrik Palle, Ole Grünbaum, Lars Dahlager m.fl. dissekerede de nyeste tendenser og computerspil blev som antydet behandlet med tydelig sympati og interesse. Those were the days.

Når Politiken nu sparker spillene ud af kultursektionen forstærkes dog et helt andet billede: Avisens dækning af teknologistof og digitale medier oser langt væk af ligegyldighed. Her frister freelance-skribenter en uglamourøs skæbne og vinklingen er gerne overfladisk og perspektivløs (herunder regnes de endeløse artikler om diverse småproblemer med Apples telefoner). Ikke én fastansat skribent synes at kære sig om stofområdet, ligesom redaktørerne tydeligvis ikke gør det i særlig stor stil.

Spilredaktør Thomas Vigilds afgang er et tab for Politiken, og man kan undre sig over avisens prioriteringer. Men i et lidt større perspektiv må man også kalde det et ret utvetydigt tilbageskridt i kampen for at få computerspillet anerkendt som væsentlig kulturel udtryksform. Dem der kæmper denne kamp (anyone?) gør det ikke med ret stor succes.

* Jeg kan muligvis huske forkert – spisesedlen kan have figureret i forbindelse med Baldur’s Gate 2 (2000). Det gør ingen særlig forskel.

Anmeldelse: Politikens iPhone-app

Politikens iPhone-app demonstrerer sin eksistensberettigelse. Men den illustrerer også formatets problemer og trænger efterhånden til lidt kærlighed.

For et år siden var stemningen, der omgav nyhedsapps til tablets og smartphones høj og fuld af lysegrønt håb.

Man havde – mente (og mener) repræsentanter for dagbladene – begået en brøler af episke dimensioner ved at ride med på informationshippiers vidtløftige drømme og stille webindhold til rådighed kvit og frit. Apps blev anset som en kærkommen undo-knap, en mulighed for at viske tavlen ren og få brugerne til atter at betale for omkostningstungt redaktionelt indhold.

Politikens iPhone-app var et ønskebarn, født i netop denne kortvarige tidslomme af håb. Jeg siger “kortvarig”, for mediehusene er ret enige om at virkeligheden (og brugernes betalingslyst) desværre ikke har stået mål med optimismen. Men jeg er blandt dem, som faktisk har lagt de beskedne 12 kroner om måneden i en rum tid – og her kommer min anmeldelse…

App’en ved første øjekast

App’en er, helt overordnet, en måde at tilgå redaktionelt Politiken-indhold – den er en nyhedslæser om du vil.

Indholdet er præsorteret i kategorier som vælges i en topmenu, der kan slides horisontalt. En kategoriforside indeholder i omegnen af 13 nyheder samt et antal billedgallerier (som dog er de samme i alle kategorier). Mens kategoriens topnyhed typisk præsenteres med et billede i hele skærmens bredde, vises alle efterfølgende nyheder på listen med en beskeden venstrestillet thumbnail.

Som bruger har du mulighed for at læse den enkelte nyhed i fuldtekst, “gemme” en nyhed i dit personlige arkiv eller dele nyheden via SMS, E-Mail, Facebook eller Twitter. Du har desuden mulighed for at indstille topmenuen som du ønsker, og du har mulighed for at søge i det avisen selv omtaler som “hele avisens digitale arkiv” (søgninger giver dog helt de samme resultater som en tilsvarende søgning på pol.dk).

For adgang til herlighederne skal du slippe 12 kr. per måned, en pris, der falder gradvist jo flere måneder du køber på en gang.

Det grafiske udtryk

Som alle dagblade er Politiken meget optaget af sit grafiske udtryk.

App’en skaber Politikengenkendelighed ved brug af logo, typografi og farvepalette, men undgår klogeligt at reproducere større elementer af papirtypografien. De skarpe kanter og de udpræget funktionalistiske grafiske virkemidler giver et lidt klinisk, men også velfungerende udtryk, der næsten demonstrativt sætter indholdet i centrum.


Vi komprimerer lidt hårdt her

Det er konsekvent gennemført med undtagelse af søgeinterfacet som insisterer på runde hjørner og et alternativt knaplayout, der virker lidt besynderligt.

Billeder på nyhedslisterne er bemærkelsesværdigt hårdt komprimerede, hvilket forekommer unødvendigt og småægerligt, især på det store tophistoriebillede.

Selve læseoplevelsen

Artikelvisningen – et overordentligt centralt element – er veldisponeret. Typografien er både markant og indbydende på en iPhone 4 og muligheden for at fjerne GUIen ved et enkelt klik er kærkommen.

De viste indholdselementer fungerer godt, men minimalismen tog dog nok en smule overhånd, da man valgte at slette diverse kontekstmarkører. Ret ofte kan man komme et stykke ned i en artikel før man (udelukkende pga. ordvalget) opdager, at der er tale om et debatindlæg fremfor en redaktionel – tilstræbt objektiv – artikel.

Og så kan man, som nævnt, dele indholdet. Og det er selvfølgelig her app-brugeren støder ind i det strømførende hegn omkring den afgrænsede app-have. App-udviklerne har meget rimeligt fokuseret på Facebook og Twitter, men personligt savner jeg mine gode venner Delicious og Instapaper. Du vil måske savne andre tjenester, og det understreger begrænsningen ved app-formatet, hvilket bringer os til…

Web vs. app

App’en kan næsten ikke vurderes på sine egne præmisser.

Man kommer uvægerligt til at sammenligne oplevelsen med nyhedslæsning i telefonens browser, og i denne sammenligning skal brugeren gerne føle at app-formatet tilføjer noget ekstra. Det gør Politikens, men kun lige akkurat eftersom bladring i nyheder jo netop er noget, der fungerer temmelig godt i en browser. Sat lidt på spidsen er mulighed for at redigere topmenuen, den eneste feature som man ikke umiddelbart ville have i en HTML-version. 12 kroner om måneden er ingenting, men nogle brugere vil nok føle at app-oplevelsen faktisk er værre end nyhedslæsning i browseren og så kan app’en være nok så billig.

App’en der ville være website

Problemet for Politikens app (og for mange tilsvarende apps) er at de fremstår som websites, der selv synes, de er for fine til HTML. Og det gør de fordi de så massivt fokuserer på tekstbaseret redaktionelt indhold, der netop gør sig absolut fint i det åbne webformat. Jeg kender ikke salgstallene, men min fornemmelse er at mange brugere finder disse appformater brugbare, men også ganske undervældende.

Vi kan godt blive enige om at udfordringen er ikke-triviel. Men hvis man et øjeblik glemmer redaktionelt udvalgte lister med nyheder, kunne man så ikke finde nyheds-appformater, der faktisk gav brugeren noget ekstra? Noget der med større vægt retfærdiggør at man skal downloade, betale, opdatere og huske at bruge sin app?

Pling! Du får 3 point for at huske cykelhjelmen

revenge-of-the-pixels
Søndag den 22. august trykte Politiken min analyse med overskriften “Computerspil overtager dit liv“. Den handler om tendensen til øget brug af spilmekanikker i diverse produkter og tjenester. Analysen kan også læses nedenfor.

Den affødte i øvrigt en kritisk kommentar fra Thomas Vigild, som jeg har responderet på.

—————————————————–

Computerspil overtager dit liv

Nye typer af computerspil vil gribe ind i hverdagens små sysler – og gøre dit liv til et spil.

Spiller du ikke computerspil?

Vent bare, det kommer du til. For computerspillene slår sig ikke længere til tåls med en skærm. De vil have din bil og din by.

To prominente spiludviklere, Jesse Schell og Jane McGonigal, holdt tidligere i år hver sit meget omtalte oplæg. Schell forudsagde, hvordan en stor mængde dagligdagsobjekter snart vil blive udstyret med mikrochips.

I sig selv ingen overraskende påstand, men Schell mente, at disse chips uvægerligt ville blive anvendt til at gøre dagligdagen til en slags spil. Fødevarefabrikanter ville give point for bestemte spisemønstre, tandbørsten ville give point for eksemplarisk mundhygiejne, og forsikringsselskaber ville give point for regelmæssig brug af cykelhjelm.

Det virkede ikke, som om Schell havde besluttet sig til, om han beskrev himmel eller helvede.

McGonnicals pointe var en lidt anden. Hun startede med en tankevækkende konstatering: Spillerne af online-rollespillet ’World of Warcraft’ har nu tilsammen tilbragt 5,93 millioner år i den farverige spilverden. Millioner. År. Og hvorfor har de henlagt en så svimlende mængde tid i det virtuelle parallelunivers?

Fordi – mener McGonigal – de finder størst tilfredsstillelse i en verden, hvor deres handlinger har umiddelbare og tydelige konsekvenser. En verden, der kontant og utvetydigt belønner konstruktiv adfærd.

Med andre ord: En verden, som ikke ligner den gode gamle fysiske. Men tænk på potentialet! Hvis den virkelige verden var mere tilfredsstillende – hvis nu miljørigtig adfærd gav point og var ’designet’ som én stor eksplicit konkurrence – så kunne alle disse mandeår måske anvendes i gode (ikke-virtuelle) sagers tjeneste.

Borgmester af Tivoli
Men ærlig talt, er der ikke bare tale om en syret tvangstanke hos nogle mennesker, som har spillet for meget ’Pac-Man’ som børn? Øjensynligt ikke. I skrivende stund har næsten tre millioner mennesker tilmeldt sig den et år gamle amerikanske web-tjeneste Foursquare.

Via Foursquare og en mobiltelefon kan man ’tjekke ind’ på steder i den virkelige verden og dermed optjene point. Den person, som har tjekket oftest ind på et givent sted, udnævnes til stedets ’borgmester’, en titel, man så kan konkurrere om at besidde.

På den måde er svenske Kristian Moon blevet borgmester af Rådhuspladsen, mens fynske Carsten Pahlke er borgmester af Tivoli, og Mads Andersen er borgmester af min lokale cafe.

Foursquare er andet og mere end en konkurrence om borgmesterposten, men lægger altså et spillag ned over den helt almindelige hverdag. Den dagligdags foreteelse at besøge steder udløser pludselig point, og virkeligheden bliver dermed en lille smule sjovere – uden at man overhovedet behøver logge ind i komplicerede onlinecomputerspil.

Jesse Schell fremhæver selv et andet eksempel på en uglamourøs aktivitet, der pludselig bliver interessant, når den tilføjes spilmekanismer: miljørigtig bilkørsel. I Schells bil, en Ford af nyere dato, indeholder instrumentbrættet et digitalt træ, som vokser eller falmer som følge af førerens kørsel.

Gas op og smæk bremsen i – og træet dør ud. Træd varsomt på speederen og accelerer med omtanke – og træets blade folder sig yndefuldt ud. Ifølge brugerundersøgelser virkede det lille træspil yderst motiverende. Bilisterne anglede efter et godt resultat – til gavn for miljøet.

Men vil spilmekanismer så bevæge sig ind i vores alle sammens dagligdag? Og er de vejen til en bedre og renere verden? Med Foursquares succes og det betydelige momentum, som fænomenets fortalere har, vil vi efter al sandsynlighed se spillignende elementer brede sig i både marketing, services og brugsobjekter.

Point for at læse bøger
For visse typer varer, og over for visse målgrupper, vil det være et konkurrenceparameter, om varen er interessant eller sjov at bruge.

Og hvis producenten ikke selv ser lyset, så kan andre bygge spillaget ovenpå. Boglæsning kunne være et eksempel. Forlaget og boghandelen vil måske ikke begynde at uddele point, men sociale bognetværk som f.eks. goodreads.com (hvor mange i forvejen har gjort læsevaner til en social foreteelse) kunne sagtens give virtuelle belønninger.

Point kunne f.eks. uddeles for færdiggørelse af bøger, for mest brugbare anmeldelser eller for oprettelse af nye bøger i systemets database.

Ideen om at påvirke uhensigtsmæssig adfærd i stor skala ved hjælp af spilelementer er derimod lige så interessant, som den er problematisk. Den er interessant, fordi mål, point og konkurrence rent faktisk kan gøre en ikke-attraktiv aktivitet attraktiv.

For nogle vil det være langt sjovere at sortere affaldet korrekt, hvis denne ansvarlighed blev offentliggjort og foregik i konkurrence med naboen. Ideen er dog også problematisk, idet den vader med store træsko ind i en af pædagogikkens kongsdiskussioner: diskussionen om intern og ekstern motivation.

I en nøddeskal er problemet, at ekstern motivation (f.eks. løn, eller i dette tilfælde ’point’) i nogle tilfælde kan overtrumfe og udradere en eventuel intern motivation. Hvis du egentlig gerne vil sortere dit affald, fordi du finder det moralsk relevant, kan et pointsystem muligvis ødelægge denne grundlæggende inklination.

Hvis bare effekten er den ønskede, er det måske ikke det store problem. Men hvis pointsystemet af en eller anden grund bortfalder eller kommer i miskredit, kan den oprindelige lyst til ansvarlig omgang med affald være borteroderet.

Så planen om at redde klimaet ved simpelthen at berige kampen med point, rekordliste og konkurrenceretorik er ikke uden bastante forhindringer.

På den anden side må man lade MacGonigal, at hun har en tankevækkende pointe: ’World of Warcraft’ er sjovt og lærerigt, men seks millioner mandeår kunne nok godt bruges mere konstruktivt.

Facebook: Vi er blevet hypersociale

Analyse bragt i Politiken 18/11-2007

Af Jonas Heide Smith

Et bemærkelsesværdigt antal danskere tilmelder sig hver dag den sociale internettjeneste Facebook.
Tjenesten, der har over 50 millioner medlemmer på verdensplan, har på det seneste udvist vækstrater, der har sendt den til tops på oversigter over de største netværkstjenester
i den vestlige verden. Men hvorfor er amerikanske Facebook så meget mere populær end de fleste konkurrenter? Og hvad er det i det hele taget, der i skrivende stund har motiveret, rundt regnet, 145.000 danskere til at tilmelde sig?

Lad os allerførst se på, hvordan tjenester som Facebook overhovedet fungerer. Typisk er de organiseret omkring brugernes profilsider, der i udgangspunktet indeholder brugerens grundlæggende demografiske data. Brugeren angiver, hvilke af systemets brugere vedkommende betragter som ’venner’, og knytter derved sin profil til disse venners profiler. Venner kan interagere med hinanden på flere måder. De kan skrive løst og fast på hinandens profilsider, publicere information om sig selv, som venner kan læse og kommentere, samt anvende særlige funktioner, der f.eks. tillader venner at spille små spil sammen, sammenligne filmsmag eller sende virtuelle gaver til hinanden.

Her er en vigtig ingrediens i Facebooks succesopskrift. Ved at åbne for, at andre virksomheder kan bygge små programmer, som Facebook-brugere frit kan forlyste sig med, har man åbnet for en kreativ gavebod af sjove, nyttige, tankevækkende og selvfølgelig til tider overflødige småtjenester, som brugerne kan boltre sig iblandt. Der er p.t. over 8.000 sådanne tilbud.

ET ANDET element i succesen er historisk. Facebook startede som en kommunikationsplatform for studerende ved Harvard College og udvidede kun gradvist til andre universiteter og siden til hele verden. Hermed fik man funktionaliteten på plads, mens man endnu havde en begrænset og velvillig brugergruppe, og man fik etableret en konstruktiv kultur på tjenesten, før man lukkede gud og hvermand indenfor. Idéen om at koble studerende fra samme årgang eller studium sammen er stadigvæk central på tjenesten og fungerer antageligt som indledende incitament for mange. Endelig tæller det naturligvis til Facebooks fordel, at man har kunnet lade sig inspirere af tidligere tjenester som Friendster og My-Space.

MEN HVAD ER DET SÅ, der får de ca. 145.000 danskere, og de 50 millioner andre brugere, til at skrive små beskeder på hinandens profiler og sende virtuelle drinks rundt i endeløse baner? Hvor får de tiden fra, og kunne de ikke bruge den bedre, f.eks. ved at læse bøger, lave lektier eller mødes på god gammeldags face to face-maner? Noget dybt og entydigt svar
finder vi ikke i internetforskningen. Men der er formentlig tale om i hvert fald fire overordnede motivationstyper.

For det første er deltagelse for nogle ganske enkelt en forudsætning for at deltage i det sociale liv. Internetforskeren Danah Boyd nævner, at på spørgsmålet om, hvorfor de deltager på MySpace, svarer mange teenagere: »Fordi det er der, mine venner er«. Denne årsag kan vi kalde for ’social nødvendighed’.

En anden motivationsfaktor, der måske især er væsentlig for børn og unge, er muligheden for at eksperimentere med sin selvfremstilling. Man har på tjenester som Facebook og MySpace udstrakte muligheder for at fremstille sig selv, som man ønsker, og i øvrigt eksperimentere med social interaktion i relativt trygge omgivelser. Denne årsag til brug af tjenester som Facebook kan vi kalde ’identitetsudvikling’.

Den tredje forklaring er mere jordnær: Mange melder sig til af nysgerrighed. Mange danske brugere er tilmeldt Facebooks Danmark-netværk, og nogle placerer en kort besked på netværkets fælles opslagstavle. Et par af de nyeste lyder »Hvad sker der mon herinde.. :-)«, »Heya.. Nyt kød på markedet… HJÆÆÆLP…« og »Hejsa. Så er jeg også kommet her ind på
Facebook.!! he he – Nu må vi se hva det bringer…«. Disse brugeres interesse er formentlig mestendels blevet vækket af den omfattende omtale i medierne. Der er tale om »bekymret nysgerrighed«.

Den fjerde forklaring er af samme banale kaliber, men bør ikke glemmes. Facebook fungerer som en dynamisk og levende telefonbog og hjælper brugere med at opretholde kontakt med hinanden på det ønskede niveau. Og tjenesten kan hjælpe med at organisere hverdagsaktiviteter blandt folk, der kender hinanden i forvejen. Her har vi at gøre med udsigt til ’praktisk hjælp’.

FLERE UNDERSØGELSER viser, at Facebook-brugere er langt mere optaget af at koble sig sammen med personer, de allerede kender, end af at møde fremmede. Så selv om det måske er mere interessant at tale om identitetsafprøvning, kan der faktisk være helt lavpraktiske årsager til at anvende sociale nettjenester. Dette faktum understreger noget meget centralt. Tror man, at Facebook-brugere forsømmer deres ’virkelige’ sociale liv til fordel for overfladisk placebo-interaktion, tager man grundigt fejl. Brugere af sociale nettjenester bygger, generelt set, et ekstra socialt lag oven på deres eksisterende forbindelser. De 130.000 danske Facebook-medlemmer konstruerer en social tillægsvirkelighed, der eksisterer parallelt – og med komplekse forbindelser – til den virkelighed, andre tager del i på arbejdspladser, i skoler og foreninger.

DER ER SÅLEDES ingen fare for, at sociale nettjenester fremelsker asociale karaktertræk og lokker folk til at flygte fra det sociale liv. Hvis man ønsker at bekymre sig, bør man måske snarere overveje, om det sociale liv ikke kan tage overhånd. Hvis man bruger al sin tid på at opbygge og pleje forbindelser og offentliggøre sine vurderinger af dette og hint, hvordan skal man så få de oplevelser og opnå den viden, som netværket netop kunne have glæde af? Spørg ikke mig, jeg skal ind og tjekke, om mine venner har fået nye venner.

Computerspil skaber vold – ligesom børn kommer med storkene, ikke?

Capture26-10-2004-14.55.20
Bragt som Analyse i Politiken, 9. april 2005.

Forleden udsendte American Psychological Association (APA) en ”resolution” hvori organisationen i skarpe vendinger kritiserede computerspilbranchen for ikke at være sig sit ansvar bevidst. APA understregede at årtiers forskning har påvist en sammenhæng mellem voldeligt medieindhold og aggressiv adfærd hos børn og unge.

Med sine 150000 medlemmer er APA verdens største psykolog-sammenslutning, så kritikken rammer hårdt. Den rammer end da på et tidspunkt hvor spilbranchen i forvejen er i defensiven. Hele sommeren har en serie af skandaler samt en hård og vedvarende kritik bragt sindene i kog hos både venner og fjender af branchen. Senest har flere amerikanske toppolitikere ført en heftig debat med spilproducenternes repræsentanter. Man er uenige om flere ting, men i særdeleshed toppes man om hvor problematiske vitterligt meget voldelige spil som Grand Theft Auto: San Andreas eller Doom III er.

På overfladen er spørgsmålet simpelt: Fører voldelige computerspil til voldelig adfærd hos spilleren? Lad os starte med resultaterne og derefter se på hvorfor det er så vanskeligt at nå til enighed om dette øjensynligt rimelige spørgsmål.

Så tidligt som i 1976 frembragte arkadespillet Death Race, hvori spilleren skulle køre tændstikfigurer ned, betydelig bekymring. Siden da har omkring 40 seriøse undersøgelser fokuseret på den eventuelle fare ved at spille computerspil med voldeligt indhold. Disse undersøgelser har, med enkelte undtagelser, lignet hinanden ganske meget.

I ”eksperimentelle” studier, indkalder man typisk to grupper af testpersoner. Den ene gruppe spiller et voldeligt spil, mens den anden spiller et ikke-voldeligt spil. Når de er færdige, måler man forsøgspersonernes aggressionsniveau og en forskel mellem de to grupper tilskrives forskellen på de to spil. Eksempelvis udsatte psykologerne Craig Anderson og Karen Dill i 2000 210 amerikanske psykologistuderende for enten det voldelige spil Wolfenstein 3D eller det betydeligt mere fredelige Myst. Herefter målte de deltagernes aggressionsniveau ved at måle intensiteten af en skarp lyd som den enkelte deltager anvendte til at straffe en modspiller i forbindelse med en lille konkurrence. Det viser sig i undersøgelsen at Wolfenstein 3D-spillerne uddelte de mest voldsomme lyde om end forskellen var beskeden.

I ”korrelationsundersøgelser” trækker man ikke testpersoner ind i et laboratorium. I stedet undersøger man eventuelle sammenfald mellem brug af voldelige spil og voldelig adfærd ved for eksempel at give en gruppe mennesker et spørgeskema hvorpå de beskriver deres spilvaner og aggressionsniveau. Det sidste kan ske ved at spørge hvor ofte de har været i et alvorligt skænderi eller i slagsmål indenfor en given tidsperiode. Ved denne type undersøgelser kan man ikke afgøre om en eventuel sammenhæng mellem voldelige spil og voldelig adfærd skyldes spillene eller om voldelige personer tiltrækkes af voldelige spil.

Det er sådanne undersøgelser, der ligger til grund for APA og andre organisationers udmeldinger om at alle og enhver nu må bøje sig for bevisets magt og erkende at der er en sammenhæng mellem voldelige spil og aggressiv adfærd. Ikke desto mindre eksisterer der en højlydt opposition, som går meget skarpt i rette med APAs konklusioner. Denne modpol, der interessant nok primært udgøres af kultur- og medieforskere, har en række problemer med folk som Anderson og Dill.

For det første beklikkes psykologernes dagsorden. Man spørger sig om ikke bekymringen skyldes en form for mediepanik, der rettes mod alle nye medier fra ældre generationer. Og man spørger sig om hele forsøget på at måle spillenes aggressivitetsfremmende effekt ikke mestendels er et forsøg på at finde en bekvem og simpel (bort)forklaring når middelklassens unge af og til gør sig skyldige i alvorlige voldsforbrydelser.

For det andet betvivles undersøgelsernes gyldighed. Det hævdes at laboratoriesituationen har uendeligt lidt at gøre med virkeligheden. I virkelighedens verden er computerspil, ligesom andre legeformer, en lystbetonet aktivitet som ofte har en stærk social komponent og hvor spilleren har stor kontrol over situationen. Dette kan slet ikke sammenlignes med en laboratoriesituation, hvor personer isoleres i fremmede omgivelser, udsættes for spil de ikke har valgt og konstant afbrydes af forskere måske inden de overhovedet har lært hvordan spillene fungerer. Endvidere er man ikke imponeret over kreative målemetoder a la straffelyden i Anderson og Dills undersøgelse.

Det kan virke besynderligt at fagorganisationer så store som APA ikke har svar på rede hånd over for kritik af så basale forhold. Men selvom kritikernes sag ikke altid er lige stærk er flere alvorlige kritikpunkter ikke imødegået. Endvidere er det værd at notere sig at APA, især i sine pressemeddelelser, balancerer på kanten af det forsvarlige. En APA-pressemeddelelse fik f.eks. Politiken 24/8 til at fremhæve en ”tæt” sammenhæng mellem voldelige spil og aggressiv adfærd hos børn. APAs belæg var en uformel artikel på fem sider, der formentlig primært er forfattet af en studerende.

Men hvad skal man mene, hvis man blot er almindeligt interesseret i sine børns fritidsbeskæftigelser eller af anden grund forpligtet til at mene noget konkret?

For det første kan man sige at der ingen direkte forbindelse er mellem et spils indhold og en konkret spillers adfærd. Det er ikke alle spillere af Grand Theft Auto som faktisk går ud og stjæler biler bagefter. En eventuelt statistisk sammenhæng er temmelig svag og afhængig af en stor mængde faktorer. På den anden side er det oplagt at spil jo faktisk påvirker spillere som kan blive ærgerlige, stakåndede, mere afslappede osv. Desuden er det væsentligt at holde sig for øje at når medieforskere kritiserer deres psykologkollegaer er kritikken typisk rettet mod dokumentationen og kan ikke opfattes som en egentlig afvisning af konklusionerne.
I sidste instans gives intet facit. Det skulle da lige være dette: Enhver skråsikker udtalelse om voldelige spils skadelighed kan med største sikkerhed siges at hvile på et aldeles usikkert grundlag.